For flere måneder siden sagde Peder Tuborgh, nylig tiltrådt administrerende direktør for Arla Foods, ja til at snakke om globaliseringens betydning for mejerikoncernen på Dansk Kvægs kongres i Herning 27. – 28. februar 2006. Lidet vidste han på daværende tidspunkt om den betydning, en serie tegninger i Jyllands-Posten kunne få for netop hans selskab.

- Vi har 1.200 medarbejdere i regionen, sælger cirka 70 millioner kg smør samt ost og står for en tredjedel af den danske eksport dertil, sagde han til forsamlingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med et slag havde forbrugerne talt, og en omsætning på tre milliarder kroner årligt var forvandlet til et stort nul.

- Det har allerede nu haft stor indflydelse på vores økonomiske resultat, kunne han konstatere.

- Til al held har vi gennemført en plan for rationalisering og effektivisering til en årlig værdi af 600-700 millioner kroner, og vi har sat gang i en række andre tiltag, der kan være med til at sikre mælkeprisen, forklarede han.

Respekt for ytringsfriheden

- Jeg har stor respekt for retten til ytringsfriheden, lige som jeg har stor respekt for forbrugerne, hvor vi end handler med dem, lød det videre fra Peder Tuborgh.

- Så det er et dilemma at udtale sig om sager som disse, lød hans konklusion som leder af en virksomhed, der afsætter cirka 85 procent af sin produktionsværdi uden for Danmark og Sverige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fandt videre, at forbrugerne er de ultimative dommere over selskabets formåen, og det er nødvendigt at kunne håndtere såvel lokale som globale produkter inden for rammerne af samme virksomhed.

- Og vi vinder aldrig verdensmesterskabet i at fremstille og sælge de billigste produkter, for det vil også gå ud over jer, som er andelshavere i vores selskab, lød det beroligende fra talerstolen.

Forædling i centrum

Altså skal Arla gå en anden vej, nemlig mod yderligere forædling af sin mælk.

- Forædling, forædling og mere forædling er vejen frem, fastslog Peder Tuborgh.

Han påpegede også, at medarbejderne i Arla Foods skal være mere globale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De skal have indlevelsesevne, og de skal tænke globalt. De skal kunne arbejde både i Stockholm, Viby og ude i den store verden, mente han om fremtidens ledende medarbejdere.