Traditionen tro blev der uddelt to priser til BygLandbrug 2006 - Agro Arkitektur Prisen og Landbrugets Arbejdsmiljøpris.

Landbrugets Arbejdsmiljøpris gik i år til familien Kring ved Fredericia. Her har Per og Birgitte A. Kring bygget Avlscenter Rønshauge op siden 1989. Dette omfattende arbejde var én af grundene til den fine pris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et godt arbejdsmiljø er ikke noget, der kan købes, hentes eller påduttes. Det er derimod noget, der skabes ved fælles teamwork, fortalte Per og Birgitte A. Kring.

Familien Kring modtager prisen, fordi der både er tænkt på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og der er blandt andet tænkt på udluftning, lys og støj i stalde samt det generelle samvær på arbejdspladsen.

Udvikling førte til pris

Agro Arkitekturprisen 2006 gik i år til Susanne og Martin Klausen, Vils på Mors. Parret har drevet svineproduktion på gården Kristiansminde i 30 år, og for nogle år siden skulle de træffe valget, om de ville afvikle eller udvikle.

De valgte udviklingen, blandt andet fordi den ældste søn er landmand og på sigt vil overtage gården. Med den beslutning gik Susanne og Martin Klausen i gang med at tænke nyt fremtidssikre Kristiansminde.

- Vi rev de gamle stalde ned og har nu bygget tre driftsbygninger lidt trukket væk fra stuehuset, så vi har udsigt ud over markerne. Som stuehuset er driftsbygningerne, med plads til FRATS-produktion af 7.000 til 7.500 grise om året, bygget i gule sten, forklarer Martin Klausen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er altid glædeligt, at andre kan lide bygningerne. Derfor er det også yderst positivt for min kone og jeg at modtage Agro Arkitektur Prisen, fordi det er erhvervets påskønnelse, fortæller Martin Klausen.