Siden 1. juni har danskerne kunnet få skattefradrag for udgifter i forbindelse med almindelig havearbejde som for eksempel græsslåning, lugning, hækkeklipning, beskæring af buske og træer og snerydning. Men om tre måneder er det slut.
For den nye regering har tænkt sig at nedlægge BoligJobplanen, den fradragsordning, som Folketinget vedtog i starten af sommeren. Det fremgår af S/R/SF-regeringens såkaldte regeringsgrundlag, der blev offentliggjort mandag eftermiddag på Statsministeriets hjemmeside.
Nedlægges pr. 31. december
Regeringsgrundlagets titel er "Et Danmark, der står sammen", men Danmark skal tilsyneladende ikke længere stå sammen om håndværkerfradraget, som den daværende opposition og nuværende regering ellers har støttet, da det blev vedtaget.
Det skal nu erstattes af et energirenoveringstilskud.
- Energirenoveringstilskuddet får virkning fra 1. januar 2012 og træder i stedet for den såkaldte BoligJobordning, som nedlægges pr. 31. december 2011, står der på side 12 i det cirka 75 sider lange officielle dokument.
Skal søge om tilskud
Mens den gamle ordning gav retten til skattefradrag i forbindelse med al slags arbejde i haven og hjemmet, vil man i den nye ordning skulle søge tilskud til "konkrete renoveringsprojekter".
- Ordningen skal baseres på objektive kriterier og være nem for borgere og myndigheder at bruge og administrere. De nærmere regler fastsættes i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, skriver Helle Thorning-Schmidt og Co.
Lige som den nye regering har deres støtteparti Enhedslisten meget fokus på miljø og grønne initiativer. Derfor får regeringen næppe problemer med at skaffe flertal for afskaffelsen af håndværkerfradraget i det nye Folketing.