Med virkning fra 1. maj 2006 har grovvare-virksomheden S.A.B. Landbrugets Andel (SAB) opkøbt den største private fynske grovvarevirksomhed, Carl Rasmussen & Hempler A/S.

- Med dette køb cementerer SAB sin position på det danske grovvaremarked som en af de fremtidige aktører, lyder det i pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Carl Rasmussen & Hempler har tjent fynsk landbrug i tre generationer og kan fejre 75 års fødselsdag 29. april i år. I de sidste 10 år har Niels og Peter Rasmussen fortsat udviklingen og manøvreret gennem det konkurrenceprægede marked.

Virksomheden har hovedafdeling i Gamby og råder desuden over afdelinger i Ørsted, Snave og Nr. Søby.

- Med den hastige udvikling i landbruget og dens følgeindustrier har ejerkredsen vurderet, at tiden nu er moden til et salg af virksomheden, siger direktør Peter Rasmussen.

Han understreger, at det ikke er tilfældigt, at familien har valgt at sælge til SAB.

- Det har været vigtigt at sikre vores kunder, at de ville få en ny leverandør, som har samme værdigrundlag for virksomhedsdrift, som gennem årene har præget os, siger Peter Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begge forretninger er kendetegnet ved slanke organisationer med nogle af branchens største omsætninger pr. medarbejder.

Stærkere repræsenteret

Omsætningen nærmer sig nu en milliard kroner hos SAB, der har hovedsæde i Skamby og afdelinger over hele landet. Budgettet for i år er 720 millioner kroner i SAB, mens 2005-omsætningen hos Carl Rasmussen & Hempler var på 270 millioner kroner.

Den nye virksomhed råder over moderne tekniske anlæg, og den samlede fabriks-kapacitet bliver på cirka 350.000 ton foder.

- Der er ingen tvivl om, at SAB fortsat vil være en virksomhed, der vil forstå at bevæge sig i et konkurrencepræget marked, hvor vi selvfølgelig kan drage nogle synergier, som vil være til fordel for alle, som vælger at handle med SAB i fremtiden, siger direktør Bent Juul Jørgensen.

- Med overtagelsen bliver vi yderligere dækket ind på Vestfyn og endnu stærkere repræsenteret på hele Fyn, siger Bent Juul Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SAB ejes i dag af mere end 1.750 andelshavere på Fyn og Sjælland samt i Østjylland.

Kunder og medlemmer modtager i maj uddybende materiale om virksomhedens nye struktur, og hvordan den nye organisation er strikket sammen.