Abonnementsartikel
Rådgivningsselskabet LRØ I/S har solgt sine fire centre i henholdsvis Horsens, Vejle, Tørring og Odder til én investor for godt 50 millioner kroner.
Køberen af de fire huse er ejendoms- og investeringsselskabet Bastian A/S.
Baggrunden for det samlede salg af de fire bygninger er LRØs beslutning om at bygge et nyt fælles rådgivningscenter til cirka 65 millioner kroner i den sydlige del af Horsens. Centret skal rumme cirka. 175 medarbejdere.
- Sammenholdt med vores forventninger er vi meget tilfredse med den pris, vi har opnået. Samtidig er det en stor fordel for os, at vi har solgt vores bygninger i en omgang, siger direktør Per Bardrum, LRØ.
Han oplyser, at LRØ i øjeblikket forhandler med BASE Erhverv Entreprenør om placering og udformning af det nye domicil på en hjørnegrund i den nye erhvervsby ved Vejlevej syd for Horsens.
I forbindelse med salget af centret i Vejle er Familiebruget involveret, idet de ejer 25 procent af bygningen.
De fire bygninger er solgt pr. 1. januar 2007. Det er i forbindelse med handelen besluttet, at LRØ lejer sig ind i bygningerne i 2007.
Der er forventet byggestart på det nye rådgivningscenter 1. oktober 2006, og medarbejderne rykker ind 1. oktober 2007.
Baggrunden for at LRØ bygger et fælles center er, at man rent fagligt ønsker at samle kompetancerne og dermed medarbejderne på én adresse.
LRØ ejes af tre lokale landboforeninger, nemlig Østjysk Landboforening, Vejle-Fredericia Landboforening samt Landboforeningen Odder-Skanderborg.