Abonnementsartikel

Oppositionen har tilsyneladende ikke tænkt sig at slippe den kile, der hedder ”fødevaresikkerhed” som har sat sig mellem regeringen - personificeret ved forbrugerminister Lars Barfoed - og dens støtteparti Dansk Folkeparti.

I dag er ministeren kaldt i åbent samråd om netop fødevaresikkerheden. Mødet drejer sig om tilstanden på de danske slagterier og drøftelse af den kommende høring om sikre og sunde fødevarer. Det skriver altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dagens samråd bliver dog ikke det sidste, den trængte minister kommer til at høre til fødevaresagen.

På SF’s landsmøde i weekenden erklærede SF’s fødevareordfører Kristen Touborg, at partiet har tænkt sig at fortsætte presset på regeringen i spørgsmålet om fødevaresikkerheden, og spurgte åbent, om DF vil være med til at skabe fødevaresikkerhed?

Fødevareordføreren gør alvor af sin udmelding og har allerede indkaldt Lars Barfoed til endnu et samråd 24. maj. Til den tid er det fundet af dårligt udenlandsk kød, der er i fokus.

Kristen Touborg vil bede ministeren forklare, hvorfor der blot bliver taget stikprøver af 5-10 procent af det udenlandske kød. Samtidig skal ministeren forklare, hvorfor fødevarekontrollen ikke reagerede, da man så i de få stikprøver rent faktisk fandt tegn på, at kødet var dårligt, heder det på SF’s hjemmeside.

- Hvis det ikke var fordi, det er så tragisk en sag, hvor mennesker er blevet alvorligt syge af at spise det fordærvede kød, så ville jeg grine. Det er jo meningsløst overhovedet at tage stikprøver, hvis man ikke gider gøre noget, når resultaterne viser, at der noget galt, siger Kristen Touborg.