Abonnementsartikel

Der er sket meget i dansk landbrug siden begyndelsen af 50’erne, da jeg voksede op på en gård på Fyn. Det var en gård med 20 hektar landbrugsjord. Nok til at mine forældre kunne leve af den og oven i købet give os børn en uddannelse.

Jeg blev biolog. Fik job i København og flyttede for 19 år siden hjem til fødegården på Sydfyn sammen med min familie. Ikke som fuldtidslandmand. Det er gården for lille til, men som fritidslandmand ved siden af mit arbejde i miljøafdelingen i Fyns Amt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er jeg ikke uden føling med udviklingen i dansk landbrug. Både på det store plan - og når jeg får en snak med mine naboer, som er landmænd ligesom mine forældre var det.

Da jeg vendte hjem til fødegården i 1987, var der 86.940 bedrifter i Danmark. I 2004 var tallet nede på 45.624. Til gengæld har det samlede landbrugsareal nogenlunde været det samme i perioden - cirka 2,7 millioner hektar, ifølge Danmarks Statistik.

Vi er gået fra de mange små landbrug til de store bedrifter med øget intensiv dyrkning af markerne og stadig flere store svinefarme.

Det har sat sit aftryk på den danske natur. Vores rene drikkevand i undergrunden er ikke længere en selvfølge. Antallet af viber er gået drastisk ned, og haren er efterhånden også et særsyn mange steder.

Derfor er det min opgave som ny præsident i Danmarks Naturfredningsforening at tale naturens sag – også overfor landbruget. Det er der i høj grad brug for, hvis vi skal vende en uheldig udvikling med ”en natur på retur” til noget positivt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogle måder at gøre det på er at:

* få etableret store sammenhængende naturområder med en værdifuld natur.

* beskytte og forbedre vandmiljøet.

* få sænket sprøjtehyppigheden på markerne.

* overholde vores forpligtelser overfor de EU-beskyttede habitats-områder, så vi om ganske få år ikke ender med en milliard-regning, der skal betales af skatteyderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

* og selvfølgelig - være med til at sikre, at danskerne fremover får mulighed for at opleve en natur, som er mangfoldig, spændende og en fryd for øjet og lugtesansen.

Det er opgaver, som vi forhåbentlig kan samarbejde om - uden at grave grøfter.

Landmænd er nemlig nogle af dem, som bruger det åbne land og er tæt på naturen, og derfor yderst vigtige medspillere som naturforvaltere. På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at bl.a. de store svinefarme fremover bør miljøvurderes på linie med industrien.

Men det er muligt for erhvervet at sadle om i en mere natur- og miljøvenlig retning. For eksempel ved at målrette de forskellige EU- og nationale tilskudsordninger – uden at mejetærskeren af den grund skal køres på museum og den hestetrukne findes frem af gemmerne.

Vi har brug for dialog. Og den mulighed tror jeg på. Specielt når man tænker på, at der er sket meget i toppen af dansk landbrug i forhold til tidligere, hvor for eksempel en tidligere præsident som H.O.A. Kjeldsen i 80’erne gentagne gange afviste, at landbruget forurenede naturen nævneværdigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag lyder der heldigvis andre toner fra Axelborg. Toner, som erkender, at der er problemer i takt med, at de er blevet afdækket.

Det betyder ikke, at vi altid er enige. Men jeg tror på, at dialogen er til stede – og den skal vi føre fremover gennem bl.a. kontaktmøder og andre fornuftige initiativer. For eksempel samarbejde mellem vores lokalkomiteer og lokale landmænd om at åbne spændende naturruter eller løfte i flok, når det gælder indsamling af affald i naturen.

Mit råd til landbruget er, at erhvervet kan opnå et meget mere positivt image i befolkningen end tilfældet er i dag. Det betyder, at der skal vilje og realiteter bag de løfter, som man kommer med under vigtige forhandlinger. For eksempel som under forhandlingerne om Vandmiljøplan II i 1997, hvor der skulle oprettes 16.000 hektar våde enge.

Nu er der snart gået ti år, og vi venter stadig på, at projektet afsluttes, og løfterne dermed bliver indfriet. Det er også svært at tro på den gode vilje, når landmænd putter spildolie i gyllen i stedet for at bortskaffe den som farlig affald, som vi har hørt om på det seneste.

Det er bedre for alle parter med handling end forhaling. Det skaber respekt og et godt omdømme i befolkningen og dermed styrker det arbejde, som er landbrugets væsentligste opgave - at producere fødevarer af kvalitet og samtidig sikre værdierne i den danske natur til glæde for alle parter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

”Det er svært at tro på den gode vilje, når landmænd putter spildolie i gyllen i stedet for at bortskaffe den som farlig affald”

Ella Maria Bisschop-Larsen, nyvalgt præsident i Danmarks Naturfredningsforening skriver i kronikken (side 10) blandt andet:

”Erhvervet kan opnå et meget mere positivt image i befolkningen. Det vil kræve, at der skal vilje og realiteter bag de løfter, som man kommer med. For eksempel som under forhandlingerne om Vandmiljøplan II i 1997, hvor der skulle oprettes 16.000 hektar våde enge. Nu er der snart gået ti år, og vi venter stadig på, at projektet afsluttes, og løfterne dermed bliver indfriet.”