Abonnementsartikel
JV Maskiner Brørup har solgt den første og hidtil eneste selvkørende skårlægger af modellen, Claas Cougar 1400, der kører på dansk jord. Den lever op til sit navn - cougar betyder puma - og er smidig og fleksibel
JV Maskiner Brørup har tidligere gjort sig opmærksom ved blandt andet at sælge en Claas Jaguar finsnitter til en landmand på Tasmanien.
Nu kan JV Maskiner Brørup bryste sig af at have solgt den første - og hidtil eneste - selvkørende skårlægger af modellen Claas Cougar 1400, der kører på dansk jord.
- Vi har forhandlet Claas-maskiner i 22 år. Denne Cougar er bestemt et produkt, vi vil satse på fremover, siger Vagn Jensen, JV Maskiner Brørup, der holder til i Brørup nær Vejen.
- Det er selvfølgelig for tidligt at sige noget om, hvor mange af disse skårlæggere, vi skal sælge for at snakke om en udpræget succes. Men der har allerede været pæn interesse, siger han.
Opdaget i Hannover
Vagn Jensen overrakte fredag 19. maj nøglerne til den nye Claas Cougar 1400 til Ulrik og Martin Jakobsen.
Brødrene Jakobsen driver Vogn Maskinstation i Sindal. Ulrik Jakobsen skal med den nye selvkørende skårlægger over cirka 3.000 hektar græs i løbet af sæsonen.
Ulrik og Martin Jakobsen fik øje på den selvkørende skårlægger på Agro Teknik-messen i den tyske by Hannover i november sidste år.
- Da de to brødre havde gennemgået skårlæggeren grundigt, besluttede de sig for at købe en.
- Jeg tog dem med ned på Claas-fabrikken, hvor de fik lejlighed til at prøvekøre en Cougar. Derefter slog de til, fortæller Vagn Jensen.
Smidig og fleksibel
Claas Cougar 1400 har en arbejdsbredde på 14 meter fra de fem enheder, der kan foldes op til en transportbredde på tre meter monteret med standarddæk.
Den er udstyret med en seks-cylindret Mercedes-motor, der yder 438 hestekræfter, Tanken til brændstof kan rumme 960 liter.
Claas Cougar lever op til sit navn - cougar betyder puma - da den er meget smidig at køre med og drejer på alle fire hjul.
Derfor er Vagn Jensen da også overbevist om, at de ikke har solgt den sidste Claas Cougar 1400 til danske landmænd.
- Flere maskinstationer har kontaktet os og spurgt nysgerrigt til maskinerne. Så vi er overbeviste om, at der er fremtid i Cougar'en, siger Vagn Jensen.
- Vi skal selvfølgelig også nok sørge for servicering af de nye skårlæggere, tilføjer han.