Abonnementsartikel
For mange i min generation står billedet af en rød ko på en græsmark i solskin som indbegrebet af, hvordan der skal se ud på landet i Danmark. Hvis nogen i dag vil se en rød dansk ko, er det sikrest at tage på kunstmuseum og opsøge billeder af maleren Theodor Philipsen. De røde køer er nemlig ikke længere røde, men snarere brune og har slet ikke samme statur som den klassiske røde ko.
Forandringen er sket grund af kvægbrugets avlsarbejde.
Denne udvikling kan synes trist. Men skal samfundet af den grund forlange, at de danske mælkeproducenter skal lave om på deres avlsarbejde, så der igen kommer til at stå røde køer på de danske marker?
Jeg mener klart nej. Det må være landmændenes egen sag, hvilken farve deres køer skal have.
Færre køer på græs
Der er noget, der tyder på, at det i fremtiden ikke alene vil være svært at få lov at se en rød ko på græs, men overhovedet at få lov at se en ko på græs. For øjeblikket sker der en udvikling i malkekvægsproduktionen, som medfører, at bønderne ikke længere vil lukke deres køer på græs.
Det er allerede sådan, at jo større besætningerne bliver, jo mindre del af køerne kommer på græs.
Når de fleste store besætninger ikke vil have køerne på græs, er det først og fremmest fordi, at det koster tid og dermed penge hver dag at skulle flytte mange køer ud på marken og tilbage igen.
Desuden er der mange moderne besætninger, som indretter sig med malkerobotter, hvor køerne løbende gennem dagen selv skal sørge for at blive malket; og det kan de jo kun, hvis de går inde i stalden.
Derfor har vi et Dyreetisk Råd
Må samfundet så ikke her, tilsvarende som med køernes farve, sige, at det er op til den enkelte landmand at bestemme, om han vil lukke sine køer på græs?
Nej, for her handler det jo ikke kun om, hvad samfundet kan lide, men også om, hvad køerne kan lide, dvs. om deres velfærd. Og det at kunne komme ud og græsse om sommeren giver koen mange fordele. Det er dokumenteret, at køer, som kommer på græs, i gennemsnit er mindre syge end køer, som aldrig kommer ud. Samtidig afhjælper græsningen problemer med aggression og socialt stress, som let opstår i de moderne løsdriftsstalde.
I dag sætter samfundet typisk grænser for erhvervsudøveres frihed, når det drejer sig om at beskytte tredje part. Og i vores del af verden er dyrene en vigtig part, som skal beskyttes gennem lovgivning. Derfor har vi en dyreværnslov og et Dyreetisk Råd.
Reel diskussion
Der kan selvfølgelig stilles spørgsmålstegn ved, om det nu også er så vigtigt for køerne at komme på græs. Fra erhvervets side har det bl.a. været fremført, at man i en ordentligt indrettet og drevet moderne løsdriftsstald godt kan sikre malkekøerne en tilstrækkeligt god velfærd. Det er en reel diskussion, som selvfølgelig skal føres. Et godt sted at føre diskussionen kunne være i et lovforberedende udvalg.
Det Dyreetiske Råd har tidligere på året foreslået justitsministeren at nedsætte et sådant udvalg, som kan komme med forslag om lovgivning, der fastlægger mindstekrav i forbindelse med hold af kvæg.
På dagsordenen for et sådant udvalg vil være en lang række problemstillinger foruden græsning. Det vil for eksempel være, at koen sikres ro omkring kælvningen gennem indretning og brug af kælvningsbokse. Det vil være, at der i staldene er et passende antal sengebåse med et tilstrækkelig areal og en god indretning.
En traditionel holdning
Tilsvarende lovgivning findes allerede for hold af grise og hold af slagtekyllinger. Men for malkekøer gælder der i dag stort set kun Dyreværnslovens almindelige bestemmelser. Alligevel møder ideen om ny lovgivning modstand fra erhvervet.
En repræsentant for Dansk Kvæg har i Politiken 25. april i år afvist, at der overhovedet er behov for at indføre lovgivning til at sikre malkekøer velfærd. Ifølge interviewet med repræsentanten bør man alene overlade til den enkelte landmand at sikre dyrenes velfærd, for han ved bedst.
Det er en holdning, som er typisk for det traditionelle landbrug. Men lige som den røde ko, hører den holdning til på museum. Og jo før kvægbruget vågner op til det moderne samfunds virkelighed jo bedre både for koen og for bonden.
