Abonnementsartikel

Sværvægterne inden for europæisk mejeriproduktion vokser sig større og større ved i de første måneder af 2006 flittigt at fusionere, købe og overtage.

Selskaber som Lactalis, Nestlé og Nordmilch har lagt sig ud med flere opkøb, fusioner og samarbejdsaftaler i årets første måneder, skriver Mejeriforeningen i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Bare to uger gik der, før franske Lactalis og Italienske Galbani overhalede Arla i størrelse og Campina, der på et tidspunkt var på tale som fusionspartner til Arla, har købt op i Asien, indgået joint venture aftale med Fonterra fra New Zealand og har senest købt ingrediensvirksomheden Inovatech i Argentina.

Anlytikere peger på, at det er nødvendigt for de store mejeriselskaber at vokse sig endnu større af hensyn til konkurrencekraften.

En hollandsk analytiker fra Rabobank mener blandt andet, at de mejerier, som ikke kan leve op til fuld markedsdækning, fuldt sortiment og fuldstændig kvalitetsstyring til en ordentlig pris ganske enkelt vil blive slettet fra landkortet med tiden.

Ifølge Mejeriforeningen er der flere fordele at hente ved at være et stort selskab.

- Større volumen betyder større marked at sprede brands på og hente forsknings- og udviklingsinvesteringer hjem på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver mulighed for at rationalisere, og ikke mindst bliver man en interessant samhandelspartner for de store detailkæder, som ønsker få leverandører, der kan levere hele paletten, siger Keld Winther Rasmussen, der er Mejeriforeningens afdelingschef for Politik, Økonomi og Kvote.

Han påpeger desuden, at der kan ligge ønsker om at skabe en platform på nye markeder bag en sammensmeltning. Årets første måneder har i den forbindelse budt på partnerskaber med lokale mejerier i Asien og Østeuropa.

- Derved skabes adgang til et allerede etableret kunde- og distributionsnet, som kan videreudvikles. Det ses for eksempel i Kina. Partnerskab med eller overtagelse af et lokalt mejeri kan være den eneste mulighed for at komme ind på meget lukkede markeder, siger Keld Winther Rasmussen.

Arla har også varslet opkøb gennem længere tid, men i modsætning til situationen hos konkurrenterne er det hidtil ikke blevet til nye konkrete aftaler.