Abonnementsartikel
En række landmænd i Storstrøms amt har sammen med DLG stiftet en ny virksomhed, Rapsol I/S med det formål at producere rapsolie til opvarmning af en række lokale institutioner, skriver DLG i en pressemeddelelse. Alternativt forventes det, at rapsolien kan afsættes til eksport til dieselbiler.
Vi er glade for at være med til at stifte den nye rapsmølle og i den forbindelse få understreget, at vi går ind for at finde alternativer til de fossile brændstoffer, siger formanden for Rapsol I/S, Klaus Stentebjerg-Olesen.
Rapsol I/S, der skal etablere og drive rapsmøllen, ejes af RapSol Avlerforening amba og DLG i forholdet 50:50. Produktionen af koldpresset rapsolie, der formentlig placeres i DLGs afdeling i Bandholm, forventes i gang i 1. kvartal 2007, hvor DLG også forventer at få glæde af biprodukterne fra møllen, nemlig rapskagerne.
En undersøgelse blandt områdets institutioner har vist, at der er en pæn interesse for at bruge rapsolie som brændsel.
Interessenterne har søgt om midler fra Landdistriktspuljen for at optimere etableringen og mulighederne for den nye rapsmølle.