Abonnementsartikel

Poulsens maskinstation ved Lem i Vestjylland har en maskine der klarer flytning af træer i et snuptag

De fleste kender til det hårde arbejde, der er nødvendigt, når et træ skal graves op og flyttes. I de fleste tilfælde er man nødt til at save træet ned, blot for at få det fjernet.

Hos Poulsens Maskinstation i Vestjylland har man imidlertid en maskine, der klarer flytningen af træerne uden problemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinen, der oprindelig kommer fra Canada, er liftophængt i traktoren og består af fire store spader, der hver især hydraulisk kan skydes i jorden.

Når et træ skal flyttes, kan bagenden åbnes på den canadiske træflytter, og på den måde kommer træet ind i midten af maskinen, hvorefter de skråtstillede spader kan skydes ned i jorden.

Spaderne danner tilsammen en cirkel med en diameter på 110 centimeter, og i fuldt udskudt tilstand når de 90 centimeter ned i jorden.

Når spaderne er skudt i jorden hæves maskinen i trepunktsliften, og træet kan frit flyttes hen til den nye destination.

Maksimum 200 millimeter

Maskinen har dog sine begrænsninger, og bøgetræer på 50 meter i højden med diametre på stammen på over en meter kan den ikke klare.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Omkring 20 centimeter i diameter på stammen er maksimum. Men vi har da flyttet træer med diametre på 25 centimeter, siger Jens Poulsen, ejer af Poulsens Maskinstation.

Den vestjyske maskinstation har haft træflytteren i halvandet år, og ifølge Jens Poulsen er det så godt som den eneste af slagsen i Danmark.

- Mig bekendt er der ikke andre af denne model i Danmark.

- Og der er ingen tvivl om, at det er en meget let metode til at få flyttet træer til nye steder, hvor man før var nødt til at save dem ned og efterfølgende plante nye træer og vente på, de voksede op det nye sted, fortæller han.