Abonnementsartikel
Forsker i USA ser stort potentiale i brintproduktion på baggrund af svinegylle
- Vores afhængighed af fossile brændstoffer som vores primære energikilde medfører klimaændringer, skader miljøet og betyder sundhedsproblemer. Sådan siger Dr. Jun Zhu, lektor ved University of Minnesotas Research and Outreach Center, ifølge thepigsite.com.
Han forsker i vedvarende energi og anbefaler brint som en ren, genanvendelig energikilde med et enormt potentiale. Han anbefaler blandt andet svinegylle som udgangspunkt for produktionen.
- Brint kan indgå i flere processer uden at producere de carbon-baserede udslip, som kan betyde forurening og klimaændringer, siger Jun Zhu.
Udnytter fermentering
Den amerikanske produktion af brint har hidtil baseret sig på naturgas, kul og olie.
- Desværre har det vist sig, at processen baseret på de elementer ikke opfylder målet om at mindske spildet samtidig med, at man producerer brint. Desuden er der i processerne et stort behov for elektricitet, som baserer sig på fossile brændstoffer. På den måde mindsker vi jo ikke afhængigheden af fossile brændstoffer, pointerer Jun Zhu.
Han fremhæver, at perspektiverne for brintproduktion især er blevet spændende i kølvandet på det seneste årtis gode resultater med brintproduktion baseret på en vifte af genanvendelige kilder takket være biologiske processor som for eksempel fermentering.
Under fermentering nedbryder mikroorganismer organisk materiale uden, at der er ilt til stede.
- Processen er en oplagt mulighed, der ikke er svær at gå til - heller ikke, hvis målet er produktion i stor skala, mener Jun Zhu.
Gylle giver godt indtryk
På laboratoriet i Minnesota har han været med til at forske i flydende svinegylles potentiale som udgangspunkt for produktion af brint.
- Gentagne forsøg, hvor mikroorganismer "arbejder med" flydende svinegylle med omkring en til to procent fast materiale, har resulteret i op til 28 procent brint i gassen fra fermenterings-processen, forklarer Jun Zhu.
- Resultaterne indtil nu er lovende og opløftende.
- Der er selvfølgelig plads til forbedring med hensyn til renheden af det udvundne brint. Men det er ikke urealistisk at tro, at produktion af biobrint i stor skala til industriel brug ikke er så langt væk, siger Jun Zhu optimistisk.
Han erkender dog, at der er barrierer for produktion i stor skala, blandt andet med hensyn til renhedsgraden og opbevaring.
- En anden stor forhindring er brændselscelle-teknologien, da det kræver ekstremt strenge anstrengelser for at få brinten ren nok under fermenteringen, så brændselscellerne accepterer den.
- Udfordringerne, der ligger foran os, kan virke overvældende, men de er ikke uoverstigelige. Gennem forskernes fortsatte indsats på dette område vil produktion af biobrint på basis af svinegylle være virkelighed inden længe, spår Jun Zhu.