Abonnementsartikel
Efter en rekonstruktion er tyske Rabe klar til både at præsentere en ny såmaskine og en ny koordinator, der skal varetage kontakten imellem kunder, forhandlere og fabrikken
Rabe Agri Gmbh er navnet på det nye firma, som ejes af familien Rau fra Osnabrück. 39-årige Stephanie Egerland-Rau bliver daglig leder af fabrikken.
Samtlige medarbejdere fortsætter i det nye firma, lige som det også er planen at videreføre det eksisterende maskinprogram, som omfatter alt fra plove over harver og rotorharver til den store Mega Seed, der både kan anvendes til stubbearbejdning og til etablering af afgrøder i såvel bearbejdet som ubearbejdet jord.
Som koordinator for salg og reservedele her i landet har Rabe Agri lavet en aftale med Brian Nielsen, BN Maskiner i Assens.
- Forhandlerne får direkte kontakt til fabrikken, og jeg er udelukkende ansat til at koordinere udstillinger og være behjælpelige med reservedele og servicering af maskinerne, siger Brian Nielsen, der er 37 år og uddannet landbrugsmaskinmekaniker.
Han grundlagde BN Maskiner i år 2004 og har specialiseret sig i formidling og servicering af de store Holmer roeoptagere.
Fra sit tidligere job har han et grundigt kendskab til produkterne fra Rabe, og med opbakning fra de nye ejere af Rabe Agri føler han sig godt klædt på, til at hjælpe både forhandlere og slutbrugere.
Ny kompakt såmaskine
Som supplement til den store Mega Seed introducerer Raber Agri, Aquila, som er en kompakt såmaskine, med arbejdsbredder fra tre - til seks meter.
Maskinen er opbygget over et kraftigt chassis, der i transportstilling bæres af fire gummihjul. Under arbejdet indgår de fire transporthjul i rækken af hjul, som pakker jorden i maskinens fulde bredde, før udsæden placeres af de efterfølgende skiveskær, som er ophængt i et parallelogram.
Parallelogrammet og det efterfølgende bærehjul bevirker, at såskærene parvist kan tilpasses sig markens ujævnheder - og holde en konstant sådybde.
Sådybden sikres tillige ved, at der på hvert såskær kan lægges et tryk på 80 kg. Maskinen kan leveres med enten de traditionelle 12,5 centimeter eller 15 centimeter imellem såskærene.
Jordbearbejdningen foretages af to rækker tallerkner, som er individuelt ophængte og placeret foran pakkehjulene.
Lang såkasse og elektronisk dossering
På samtlige modeller har beholderen til såsæd en volumen på 3.000 liter og er 2,50 meter lang. Længden betyde, at beholderen kan fyldes med enten frontlæsser eller teleskoplæsser, lige som der også er god plads til at tømme storsække i beholderen.
Udsæden doseres elektronisk, og transporten ud til såskærene foregår pneumatisk. Den elektroniske dossering gør det let at indså maskinen, og fra computeren i førerkabinen har chaufføren mulighed for løbende at justere udsædsmængden i forhold til jordens beskaffenhed.
Computeren er desuden forberedt til kommunikation med en GPS-enhed, og udsædsmængden kan på den måde styres ved hjælp at et markkort. Foto fra Kate Hansen PN Maskiner