Abonnementsartikel
MF er ikke blot traktorer - den røde farve, som kendetegner det engelske mærke kan også ses på teleskoplæssere, frontlæssere, pressere og andre specialmaskiner
Når navnet Massey Ferguson falder én på tungen, falder de første tanker ofte på traktorer. Især i traktorens barndom var MF et navn, man ikke kunne komme uden om.
I dag laver MF stadig traktorer. Men det er ikke det eneste produkt, som det engelske firma, der i dag er ejet af Agco, kan vise frem.
Produktkataloget tæller både teleskoplæssere, specialtraktorer til vinproducenter for ikke at glemme de røde mejetærskere sammen med udstyret til at bjerge halmen fra marken. Plove kan også fås i den Massery Ferguson-røde farve.
Lille presser - stort princip
En af nyhederne på nogle af de produktområder, som MF tilbyder, er deres nye småballepresser.
Men der er ikke tale om nogen helt almindelig småballepresser. Den er nemlig konstrueret efter samme princip som dens storebrødre, minibig- og bigballepresserne.
MF 139 SB har pickuppen placeret under presseren på samme måde som storballepressere. Det giver den fordel, at halmen ikke skal skifte retning inde i presseren, som det er tilfældet ved flere andre småballepressere. De skal med pickup på siden af presseren først føre halmen sidevejs hen til pressekanalen og dernæst bagud af presseren.
På MF 139 SB samles halmen i stedet op af pickuppen, hvorefter det i den samme bagudrettede gang presses op i pressekanalen.
Stempeltakten på presseren er 100 slag i minuttet. Det er nødvendig for at komprimere den store mængde halm, som pickuppen kan føde presseren med. Desuden kan hårdheden af ballen også styres hydraulisk som på større pressere. Dette er dog ekstraudstyr.
MF har foruden 139 SB-småballepresseren fire forskellige varianter af pressere. Model 185 er en minibigballepresser, 186 og 187 er midibigballepressere, som alle kan leveres med enten enkelt eller dobbelt hjulaksel og model 190, som er en bigballepresser.
Alle modellerne laves på Hesston-fabrikken i USA.
Godt samarbejde
MF laver ikke selv alle deres produkter. Et godt eksempel herpå er koncernens frontlæssere.I stedet for selv at satse på udvikling har man i stedet igennem godt 10 år haft et godt samarbejde med svenske Ålö.
- Vi kan af gode grunde ikke lave alle produkterne selv, og det er der heller ikke noget forkert i. Ved at vi sætter MF-mærket på produkterne, viser vi nemlig, at der står en solid organisation i ryggen på brugeren, som stiller nogle krav til produkterne, siger Egon Sørensen, distriktschef hos Agco.
Den svenske fabrikant laver omkring 23.500 frontlæssere om året og Agco-koncernen aftager en betydelig del af disse frontlæssere.
Også på dette område er der nyheder at spore i form af en ny 900-serie. Serien kendetegnes ved ikke at have nogle rør, men i stedet slanger til at transportere olien. Desuden kan frontlæsserserien også spændes af og på traktoren uden nogen form for værktøjer. Det eneste, der skal foretages, er at en lynkobling skal drejes i hver side, der hvor frontlæsseren er koblet til frontlæsserrammen på traktoren.
900-serien er egnet fra traktorer fra 50 og helt op til 300 hestekræfter.