Abonnementsartikel
Mads Clausen, der er maskinchef hos Danish Crown i Skive har ledt efter et sted, hvor han kunne sende sine medarbejdere på efteruddannelse med hensyn til pumper, og han har haft gode erfaringer med Grundfos Pumpeskole.
- Kurset på Pumpeskolen har hjulpet mig meget. Nu ved jeg, hvor mine folk skal efteruddannes. Og med vores nye viden er vi allerede begyndt at få pumperne til at fungere bedre, siger Mads Clausen.
Han har det overordnede ansvar for den daglige drift af maskiner og robotter på slagteriet i Skive sammen med en maskinmester, en indkøber og 30 håndværkere. Den 30 mand store arbejdsstyrker er sammensat af smede, elektrikere og automatik-fagteknikere.
Flere fordele
Mads Clausen læste om Pumpeskolen på internettet og meldte sig til modulet Industri for at se kvaliteten efter i sømmene. Efterfølgende har fire af håndværkerne været af sted på henholdsvis industri-, varme- og servicemodulerne.
- Det er jo folk, der har med den daglige drift af maskiner og pumper at gøre, så de har brug for at vide noget om vedligeholdelse, drift og optimering. Og det er de i høj grad kommet til, siger Mads Clausen, som har tænkt sig at sende endnu to mand til Grundfos Pumpeskole.
På Danish Crown indgår pumperne i den daglige drift, hvor de transporterer det vand, man bruger til slagteriets robotter, rengøring, desinficering og i forbindelse med slagteriarbejdernes personlige hygiejne.
I undervisningen på Grundfos Pumpeskole har de Danish Crown-ansatte blandt andet lært at bruge fjernbetjeningen R100 i forbindelse med slagteriets pumper med integrerede frekvensformer.
Fjernbetjeningen gør det muligt at lægge pumpernes parametre hurtigere ind. Men der, hvor det virkeligt rykker, er på driften af de maskiner, som skal bruge vand for at fungere.
- Med vores nye viden om pumpernes parametre har vi skabt et mere konstant vandtryk. Det betyder, at vi har fået en mere sikker produktion, hvor vi ikke længere har problemer med, at robotterne går i stå, fordi de mangler vand, forklarer Mads Clausen.
Han fortæller, at Danish Crown desuden sparer vand og strøm på deres pumper efter, at der er kommet styr på vandtrykket. Derudover sparer medarbejderne også tid med hensyn til at vedligeholde pumperne.
- På skolen har folkene lært hurtigere måder at skifte og montere de mekaniske akselsætninger på. Det er alt sammen noget, der kan mærkes i dagligdagen, understreger Mads Clausen.