Abonnementsartikel
Bogen "Traktor- og motorlære", som fortrinsvis henvender sig til eleverne på landbrugs-uddannelsernes modul 1B og 1S, kommer nu i en revideret udgave med helt nye fotos og tekniske tegninger. Det oplyser Landscentrets afdeling for Landbrugs-uddannelser og -skoler.
Den nye udgave af "Traktor- og motorlære" er lige som den tidligere udgave skrevet af landbrugslærerne Jørn Manniche fra Landbrugsskolen Sjælland og Birger Rasmussen, Agroskolen.
I den første af bogens to dele bliver traktorens hoveddele, som for eksempel transmission, hjul, dæk, trækevne, styretøj, bremser, hydraulik og elektronik gennemgået. Desuden er der afsnit om førerkomfort, støj og vedligeholdelse af traktorer.
I bogens anden del, "Motorlære", er der lagt vægt på at give en overskuelig gennemgang af motoren i arbejde, motorens hoveddele, smøring af motoren, køling af motoren, brændstofsystem, tekniske mål med mere.
Den nye udgave af "Traktor- og motorlære" udkommer i uge 27 og kan købes via hjemmesiden www.landscentret.dk/netbutikken eller på telefon: 87 40 55 00.