Abonnementsartikel

Den sjællandske producent af sliddele, Mølbro, mistede millioner på et datterselskab i England, men har solgt virksomheden fra og satser nu på kerneprodukterne

Den lille egn omkring Broby Overdrev sydøst for Sorø er det nok de færreste landmænd, der kender særlig meget til. Til gengæld kender mange til de metalstumper, der bliver produceret her og som hver eneste dag bliver brugt flittigt rundt omkring på landets jordbrug.

En virksomhed her på stedet, der begyndte som en lille smedje på hjørnet mellem Brobyvej og Suserupvej med at reparere plovskær for egnens bønder for over 60 år siden, har nemlig udviklet sig til at være storleverandør af sliddele til alverdens landbrugsredskaber.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Mølbro A/S beskæftiger i dag 50 ansatte og har opnået en årsomsætning på knap 70 millioner kroner. Og mange landmænd i Danmark kører i dag rundt med blandt andet plovskær, plovspidser, harvetænder og grubbertænder, som er fremstillet her.

Hvor godt det end lyder, så er det ikke alting, der er lykkedes for den sjællandske virksomhed. Årene efter årtusindeskiftet og frem til sidste efterår var ikke ligefrem en dans på roser.

Tabte penge

I den periode mislykkedes Mølbro med et datterselskab i England.

- I 2003 investerede vi i en sænksmedje derovre, og vi tabte rigtig mange penge på at få det til at køre. I november sidste år måtte vi indse, at vi ikke kunne køre videre med projektet og besluttede at lukke datterselskabet med et stort tab til følge, siger Tim Christoffersen, administrerende direktør.

Mølbro bruger hvert år 500-600 ton sænksmedet stål, så umiddelbart var der god fornuft i selv at producere det. Så hvad gik galt?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var flere årsager til, at det gik galt. Blandt andet var udstyret derovre for nedslidt, hvilket vi godt vidste på forhånd. Men vi forventede, at indtjeningen ville blive på et niveau, så vi kunne udskifte det, siger Tim Christoffersen og fortsætter:

- Dertil kommer, at det var en meget turbulent periode på ledelsesplan derovre. Vi havde tre britiske ledere af selskabet i den periode, men der var simpelthen for dårlig management i dagligdagen.

Tim Christoffersen tog imod udfordringen fra virksomhedens ejer, og satte sig i stolen som administrerende direktør for Mølbro A/S i oktober sidste år, og lukningen af datterselskabet blev således en af hans første opgaver i det nye job.

- Vor virksomhed i England har kostet os dyrt, men vi er på rette vej tilbage og er her også i morgen, siger Tim Christoffersen.

Vi sælger tid

Mølbro A/S er fortsat familieejet, da tredje generation, repræsenteret ved Per Møller, er eneindehaver af aktierne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ændringen i ledelsesstrukturen er ikke den eneste omstrukturering, der er sket i virksomheden på det seneste.

- Vi har omstruktureret hele produktionen og administrationen, hvilket blandt andet indebærer, at vi har fået en ny logistikmedarbejder, som skal være med til at styrke vor leveringssikkerhed og dermed kundernes tilfredshed. Dertil kommer, at der er en lang række nye produkter på vej, siger Tim Christoffersen.

- Vi sætter endnu mere fokus på karbidbelagte og langtidsholdbare produkter. Vi sælger ikke kun sliddele til landmanden, vi sælger også tid. Den moderne planteavler ønsker ikke at skulle koncentrere sig om at skifte sliddele, men ønsker fokus på at gennemføre sin jordbearbejdning så hurtigt og så effektivt som muligt.

Målet fra Mølbro om at sælge tid til landmanden skal opnås gennem øget kvalitet af produkterne og et bredt sortiment samt forbedret leveringssikkerhed. Virksomheden producerer sliddele passende til en lang række af de mest anvendte redskabsfabrikater til jordbearbejdning, og kataloget er i dag på over 1.000 aktive produkter.

Fremover er det i særdeleshed langtidsholdbare sliddele, der sættes i fokus. Selvom det kan virke en smule paradoksalt for en virksomhed at lave produkter, der kan holde i rigtig lang tid, når man lever af at sælge sliddele, mener Mølbro alligevel, at det er vejen frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hviler ikke

- Vi har fokus på kunderne, og de krav de stiller. De ønsker selvfølgelig langtidsholdbare produkter og forbedret leveringssikkerhed. For 10-12 år siden havde vi en fantastisk kvalitet i forhold til de konkurrenter, vi havde i Østeuropa.

- Selvom vi stadig mener, vi har et kvalitativt forspring i forhold til mange af vore konkurrenter, hviler vi ikke på laurbærrene. Vi vil forbedre vor kvalitet, siger Tim Christoffersen.

Mølbro har opbygget et moderne produktionsapparat og benytter sig af forskellige tekniker til at opnå lang levetid på produkterne.

Hærdet slidzone

En af disse tekniker kaldes for slidzonehærdning. Det går i korte træk ud på, at et stykke stål hærdes til at have forskellige hårdhedsgrader.

- Der ligger en grænse for et stykke ståls elasticitet. Til jordbearbejdning er det er selvfølgelig interessant at have det så hårdt som muligt, men dermed risikerer man også brud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor har vi eksempelvis opnået 10-12 procents øget hårdhed i enderne af vores vendbare spidser, mens stålet omkring hullerne i midten er ”blødere”. Dermed kan det bedre gi’ sig, og risikoen for revner omkring hullerne er mindre, fortæller Tim Christoffersen.

En anden teknik, som kan forlænge sliddelenes levetid endnu mere, er karbidbelægninger. En Wolfram- eller Niobium-karbid påføres stålet, hvorved der opnås en op til fire gange så lang levetid end på en normalhærdet sliddel.

De karbidbelagte produkter overgår også de slidzonehærdede emner med op til en tredjedel længere levetid. Desuden er karbidbelagte sliddele selvskærpende, fordi stålet slides hurtigere på den side, der ikke er belagt end den, der er.

Reduceret jordbearbejdning

Begge tekniker anvendes på dele til både plove, grubbere og harver. Og især for sidstnævnte er markedet blevet stort. Det skyldes ikke mindst den øgede fokus på reduceret jordbearbejdning.

- Vi kan mærke, at markedet for plovdele i Nord- og Centraleuropa er blevet mindre. Til gengæld er der et voksende behov for sliddele til eksempelvis grubbere. Derfor går 80 procent af vores udvikling også på dele til redskaber til sekundær jordbearbejdning såsom grubbere, harver og såmaskiner, siger Tim Christoffersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han nævner sliddele passende til Kverneland plove, Lemken plove og grubbere, Horsch grubbere og Väderstad såmaskiner som de største forretningsområder i øjeblikket.

- Det er specielt de karbidbelagte produkter som Eurocarbide-serien, traditionelle Eurospidser og vores Euroskær M5, der er stor efterspørgsel på.

- Vi har i dag 50 registrerede varemærker og patenter. Vi har produkter, som ikke engang originalproducenterne har på hylderne, siger Tim Christoffersen.

For øjeblikket er man i færd med at udarbejde kataloget for 2007, som, når det er færdiggjort, vil kunne downloades fra www.molbro.com. Af nyheder i kataloget kan der allerede nævnes plastik muldplader til klæbrige jorde, grubberdele passende til Horsch, Lemken og Köckerling og sliddele til Øverum plove, der fremover vil kunne leveres lakeret i silver/metal farve.

Ingen outsourcing

Hos Mølbro har man ingen intentioner om at forsøge sig med endnu et udlandseventyr. Lave lønninger i Østeuropa frister ellers mange danske virksomheder til at flytte produktionen østpå, men ikke virksomheden ved Broby Overdrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De lande, hvor danske virksomheder i disse år typisk lægger fabrikkerne ud, er vores største eksportmarkeder. Eksport til Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn er stigende.

- Vi har været på disse markeder mere end 20 år og har fået opbygget et godt ry og et godt kendt mærkenavn. Fordelene ved at ligge i Danmark overvejer langt dem, der ville være i at outsource, siger Tim Christoffersen og fortsætter:

- Vi er konkurrencedygtige på nuværende tidspunkt, fordi vi i Danmark kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft og har en logistik-mæssig fordel i forhold til distribution af vores sliddele samt har relativ let adgang til råmaterialer i den rigtige kvalitet fra Skandinavien.

- Vi har et årsforbrug på omkring 4.000 ton borstål, som vi får fra Sverige og Finland. Vi ved, at vi kan købe billigere råmaterialer ind uden de store problemer, men vi vil ikke gå på konpromis med kvaliteten på vores produkter.

Sælgere i udlandet

Virksomheden har for øjeblikket faste sælgere ansat i Tjekkiet, Tyskland og Frankrig, men der bliver ikke tale om at flytte jobs fra fabrikken på Sjælland til udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fokus på at producere så meget som muligt inhouse og gøre det effektivt. På den måde går vi lidt imod trenden i dansk erhvervsliv, men vi eksporterer ikke arbejdspladser her på Mølbro – vi eksporterer produkter, siger Tim Christoffersen.

Af de 50 ansatte, som virksomheden beskæftiger, arbejder de 37 i selve produktionen.