Abonnementsartikel
Fødevarevirksomheder i Danmark har nu mulighed for at søge om økonomisk støtte, hvis virksomheden har nye ideer. Det er en realitet, idet Fødevareministeriet fra juni i år har ændret Innovationsloven, så det i fremtiden er muligt for virksomhederne at få støtte til udvikling.
Fødevareministeriet vil gerne gøre danske fødevarevirksomheder bedre rustet til den hårdere globale konkurrence samt at udvikle nye og mere spændende fødevarer til forbrugerne.
- Problemet i en del mindre virksomheder er, at man ikke har tid eller overskud til at udvikle nye produkter og produktionsmetoder, fortæller fuldmægtig Christina Jacobsen, Direktoratet for FødevareErhverv til Mejeriforeningen.
- Gode ideer har størst chance for at blive til virkelighed, hvis man tænker innovation ind i det daglige arbejde. Det handler om, at virksomhederne skal blive mere strategiske i forhold til innovation. Samtidig skal de ansatte blive bedre til få ideer. Det arbejde vil vi meget gerne være med til at understøtte via de nye muligheder i Innovationsloven, siger hun.
Der er i år afsat 106,6 millioner kroner til projekter under Innovationsloven.