Abonnementsartikel
I morgen, onsdag 9. august, runder en af landets mere prominente rådgivere, landskonsulent Jens Johnsen Høy, 60 år. Han slår nu sine folder hos Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret.
- Efter en lang karriere inden for jordbrugsforskning og landbrugsrådgivning, står Jens Johnsen Høy i dag som en af landbrugsrådgivningens absolutte spydspidser med sin unikke viden om landbrugsmaskiner og markteknik generelt og traktorer med tilhørende redskaber i særdeleshed, lyder roserne herfra.
Jens Johnsen Høy er agronom fra 1972. I 1978 kom han til Statens jordbrugstekniske Forsøg på Bygholm i Horsens. Efter 15 år i den statslige forsknings- og forsøgstjeneste kom Jens Johnsen Høy i 1987 til Landbrugets Rådgivningscenter, nu Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret i Skejby, som landskonsulent inden for landbrugsmaskiner.
Et godt eksempel
På Landscentret har Jens Johnsen Høy udført utallige afprøvninger af traktorer, maskiner og jordbehandlingsteknikker. Han har publiceret en lang række artikler inden for området, medvirket som sagkyndig i tvister og retssager og ydet støtte og rådgivning til kolleger og landmænd.
- Jens Johnsen Høy er den mest citerede person i medierne inden for det tekniske område i landbruget, hvilket skyldes han kolossale faglige viden, hans store engagement og evne til at formidle sin viden kort og kontant.
- På Landscentret er Jens Johnsen Høy kendt for sin store viden, sin arbejdsomhed og sin evne til at være hurtig færdig og ramme rigtigt med informationer og budskaber, når landmanden har størst behov, lyder det fra Landscentret.
- Jens Johnsen Høy er på alle måder en karakterfuld person, der udstråler glød og begejstring for sit fagområde, og derfor af og til citeres for kontroversielle holdninger. Samlet står han som et godt eksempel for sine yngre kolleger i at få budskaber ud hurtigt og kontant, også selvom de ikke altid passer til den herskende holdning omkring erhvervet, lyder roserne fra Landscentret.
Privat driver Jens Johnsen Høy et mindre landbrug og har i maskinhuset en pæn samling af klassiske maskiner, der stadig er i fuld brug.