Abonnementsartikel

Det er første gang, der afholdes messe i Skagen for nordjyske iværksættere og andre med nordjyske kvalitetsprodukter, når teltdugen slås op fredag 18. august.

Det sker på initiativ af Kjeld V. Larsen, Nordjyllands Pelsdyravlerforening og med god opbakning fra Kopenhagen Fur, Skagen Turistforening, Skagen Handelsstandsforening og Dansk Landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I et stort telt ved Kappelborgsskolen på Skolegade i Skagen samles en række producenter af nordjysk kvalitet for at vise deres spændende produkter frem for turister, fastboende og andre interesserede.

Glenholm Vingård, der er først med dansk certificeret vin, byder på smagsprøver af 2005-høsten. Den nordjyske vinhøst anno 2006 tegner flot – den kan der indleveres bestilling på til messedag i Skagen.

Det har været en lang vej fra ide til færdig vinproduktion. Den vej fortæller Hans Jørgen Madsen gerne om, så andre iværksættere kan drage nytte af hans erfaringer.

Slagter Munch, Skagen, og Skagen Fiskerestaurant byder på henholdsvis kød fra grill og fiskefrikadeller, mens Rådhusbageriet kommer med langtidshævet brød bagt i stenovn og forskellige rugbrød.

Hirtshals Andelsmejeri er i år gået ind i osteproduktionen med købet af Ingstrup ost. De kommer med smagsprøver på de forskellige oste. Aurions mel- og kornprodukter vises af Helsam Skagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bolcheriet kommer med godt for slikmunde ligesom der kommer pølse, salt, honning, mjød og bjesk fra Tornby gamle Købmandsgård. Ove Nellemann Jensen kommer med Vokslys og Honning.

De aktive Qvinder fra LandboNord med Kirsten Mouritsen i spidsen har flere ting med - blandt andet pølser og cremer fra Høgholt geder, friske krydderurter fra Krukken og spændende hybenprodukter.

Kopenhagen Fur og deres Workshop viser det nyeste i syteknikker i pels, og skind. Til sommerens vejr er det nok mest passende med en T-shirt i pels. Og til vinterens beklædning viser Ole B. Christensen moderigtige pelse.

Messen for Nordjysk Kvalitet er sponseret af Sparekassen Vendsyssel, der på sin stand blandt andet vil fortælle om muligheder for virksomheder og iværksættere og muligheder i Skagen og resten af Nordjylland.