Landbrugsskolen Sjælland har det seneste år haft stor succes med at afvikle kurser for ukrainske landbrugsledere, som kommer til Danmark for at samle inspiration om teknologi og management i dansk landbrug.

Kurserne udbydes af firmaet Danishknowhow og afvikles på Landbrugsskolen Sjælland. Første kursus blev afviklet i oktober sidste år, og på knapt et år har omkring 200 landbrugsledere været i Danmark på disse kurser.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Kursisterne kommer til Danmark med store forventninger om at få noget viden omkring drift af moderne landbrug, som de kan overføre til deres egne bedrifter og dermed øge effektiviteten og indtjeningen.

I løbet af ugen bliver de undervist i svine- og kvægproduktion på landbrugsskolen af skolens egne lærere. Derudover indbydes forskellige firmaer med interesse i det ukrainske marked til at præsentere deres produkter.

- Kursisterne er typisk ledere for et større landbrug hvor alle produktionsgrene er repræsenteret. Derfor præsenterer vi dem for firmaer både inden for svine- og kvægbranchen. Mange af deltagerne er også interesseret i at høre om samarbejdsmuligheder med danske landmænd, som vil investere i landbrugsproduktion i Ukraine, fortæller Peter Jørgensen, viceforstander på Landbrugsskolen Sjælland.

To hele dage er kursisterne på landbrugsbesøg rundt omkring på Sjælland. Det gør stort indtryk at opleve den effektivitet, der er på gårdene. Ind imellem det faglige bliver der også tid til shopping og sightseeing.

- Kurset afsluttes med en lille ceremoni, hvor kursisterne får overrakt et diplom for deres deltagelse. Diplomet er en vigtig del af kurset, da det giver respekt, når de kommer hjem og fremviser det og fortæller om den nye viden, de har tilegnet sig, siger Peter Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På landbrugsskolen er man glade for den internationale aktivitet. Det giver blandt andet et mere alsidigt miljø på skolen.