Abonnementsartikel
Hos Biovarme mener man, at der kan være penge at spare på energiregningen ved at erstatte brændeovnen med en træpilleovn
Hos Biovarme ApS, der holder til i Årslev på Fyn, ser man træpilleovne som et godt alternativ til brændeovne.
Blandt andet sviner en træpilleovn mindre, og der kan være penge at spare på energiregningen i forhold til olie eller gas.
- Fordelen ved en træpilleovn er, at anlægget kører automatisk og giver god varme.
Som et tv
- Og der er måske lidt ekstra penge at spare ved at programmere ovnen til at tænde og slukke sig selv på forudbestemte tidspunkter, siger Erik Nystrøm, direktør for og ingeniør ved Biovarme, der sælger træpilleovne og andre varmeanlæg til hele landet.
- Programmeringen af en moderne træpilleovn foregår næsten på samme måde som med et tv, illustrerer Erik Nystrøm.
Han understreger, at man også kan få en træpilleovn med termostat, så man ikke behøver at sætte sig ind i programmerings-delen.
Penge at spare
Hos Biovarme vurderer man ikke, at der er den store forskel i den daglige økonomi i forhold til de større træpillefyr. Til gengæld mener man, at man kan spare op mod halvdelen af energiregningen i forhold til olie eller gas.
- Ovnen giver en jævn varme, der gør det lettere at styre, så der ikke er spildvarme og øget forurening ved et "overforbrug" af brændsel, som vi kender det fra brændeovnen, når vinduerne må lukkes op for at tilpasse temperaturen, siger Erik Nystrøm.
Man kan få en træpilleovn med eller uden mulighed for vandtilslutning, så resten af huset kan varmes op fra denne varmekilde. Men en træpilleovn kan normalt ikke bruges som eneste varmekilde i boligen.
- Derfor er en kombinationsløsning med et solvarmeanlæg til de varme måneder en ideel mulighed, mener Erik Nystrøm.