Massey ferguson 6200-serien, der afløste 6100-serien i 1999, omfattede i alt otte modeller, som effektmæssig strakte sig fra 75 til 135 heste. Samtlige modeller kørte med Perkins motorer, og i sortimentet var der en ligelig fordeling mellem modeller med fire- og sekscylindrede motorer.

Den brugte model 6290 på 135 heste, som er set hos Rimmerhus Maskinforretning, er en årgang 2000, som har gået 2.600 timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Set udvendig fra er kabinerne på 61- og 6200-serien stort set identiske. Men inden døre er der sket betydelige ændringer til gavn for førerkomforten. Specielt betjeningen af den nye Dynashift Plus transmission, hvor det lille håndtag til venstre for rattet har fået helt nye funktioner, er med til at give førerkomforten et løft.

Med fingerspidserne på venstre hånd kan føreren således ikke blot betjene vendegearet, men også skifte imellem de fire koblingsfrie trin inden for de otte hovedgear. Ved at vippe håndtaget opad fungerer håndtaget tillige som en håndbetjent kobling, og der er mulighed for at skifte gear uden at koblingspedalen betjenes.

Uanset om traktoren anvendes med frontlæsser eller et andet redskab, er højre hånd derfor altid fri til at betjene eksempelvis lift eller hydraulik.

På traktorserien var betjeningen af liften som standard integreret i sædets højre armlæn, og da der som ekstraudstyr også var mulighed for at få den elektroniske betjening af to hydraulikventilerne monteret i armlænet, havde føreren alle vigtige betjeningsgreb inden for bekvem rækkevidde.

Med Dynashift Plus blev der også mulighed for at vælge to forskellige former for automatisk geartilpasning inden for det enkelte hovedgear. Med en vippekontakt bestemmer føreren, om der skal satses på power eller økonomi, og bestemmer således om der skal skiftes til et højere gear allerede ved 1700 omdrejninger pr. minut eller ved 2100 omdrejninger pr. minut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved eksempelvis transportopgaver vil det være naturligt at vælge økonomiindstillingen, og foretage transporten med færrest mulige omdrejninger på motoren med det laveste brændstofforbrug til følge.

For nogen tid siden var emnet her på siden 8100-serien fra Massey Ferguson. I den forbindelse fortalte en fynsk værkfører om de problemer, der havde været med transmissionen på modellen, og hvordan de var blevet løst.

Vandrehistorien om den skrøbelige transmission er dog ikke sådan at få bugt med, og derfor gør indehaveren af Rimmerhus Maskinforretning, Henning Andersen, også meget ud af at forklare, at man ikke har oplevet tilsvarende problemer på 6200-serien.

- Alting kan selvfølgelig gå i stykker. Men siden introduktionen af 6200-serien har vi ikke set nævneværdige problemer med transmissionen. Jeg mener faktisk, at serien er den bedste traktormodel, vi har haft siden MF 690-serien, og det viser sig også ved, at brugte traktorer i serien er meget populære og omsættes hurtigt, siger Henning Andersen.

Når han skal tage en brugt MF 6200 i bytte, er det derfor først og fremmest traktorens udseende, timetallet og servicebogen, der bestemmer handelsprisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skal selvfølgelig ikke generalisere, men som regel er der stor sammenhæng mellem den brugte traktors udseende, og hvordan den har været vedligeholdt. Hvis ikke engang føreren eller ejeren har lyst til at holde traktoren ren og kabinen nogenlunde fri for skidt, hvorfor skulle han så være animeret til at vedligeholde traktoren med smøring og anden form for vedligehold?

- Derfor holder jeg mig gerne til førstehåndsindtrykket af traktoren, og kan indtrykket suppleres med enten en udfyldt servicebog - eller det modsatte, underbygger det blot førstehåndsindtrykket.

Specielt med de moderne transmissionstyper er det vigtigt, at serviceintervallet overholdes, og at der skiftes olie som foreskrevet i servicebogen, anbefaler den vestjyske maskinhandler.

Forberedt til nutidens maskiner

Som den eneste i serien er topmodellen Massey Ferguson 6290 udstyret med load sensing hydraulik og en hydraulikydelse på 105 liter pr. minut. De øvrige modeller i serien måtte som standard nøjes med en ydelse på 56,5 liter pr. minut, men kunne som ekstraudstyr leveres med samme type hydraulik som 6290. Specielt hvis der arbejdes med redskaber som kartoffeloptagere og lignende, som kræver stor hydraulikydelse, er det vigtigt at sikre sig, at den brugte traktor har den nødvendige kapacitet, før der skrives under på købsaftalen.

- Vi mærker tydeligt, at landbrugene bliver større, og at kravene til de brugte traktorers ydelse og udstyrsniveau også stiger. Derfor er en brugt MF 6290 også en vare, der er let at omsætte enten som førstetraktor på et mellemstort landbrug eller som supplement til større traktorer på et større landbrug, tilføjer Henning Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tekniske specifikationer Massey Ferguson 6290

Motor  Volumen  6000 ccm.

Ydelse DIN  135 hk.

Max moment  547 Nm ved  1400 o/min.

Antal gear  32 frem/32 bak

Koblingsfrie gear 4 pr gear

Koblingsfrit vendegear ja

Løftekapacitet 7.100 kg

Olieydelse  105 l/min

Olieudtag  3 dobbelte

Dækmontering Forhjul  480/65 R28

Baghjul  600/65 R38

Længde  5,13 m.

Højde  2,85 m.

Akselafstand  2,70 m.

Venderadius  5,00 m. 

Vægt  5.500 kg.