Abonnementsartikel

Landbrugsraadet oplyser, at H.K.H. Prins Joachim deltager i et officielt eksportfremstød i Ukraine fra 18. til 21. september.

Fremstødet, der er arrangeret af Landbrugsraadet, skal skabe optimale rammer for at udvikle kontakten mellem Danmark og Ukraine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremstødet skal fokusere på udviklingen af den fødevareindustrielle sektor og landbrugssektoren. Samhandelen indenfor fødevarer, landbrug og agro-industri er i stigning, og

Ukraine er et land med stort vækstpotentiale. Potentialet er især stort i forhold til landbrugsproduktion og industriel produktion på basis af landets egne råvarer, hvor erhvervslivet efterspørger ny teknologi. Denne teknologi besidder dansk landbrug, og det giver mulighed for, at Danmark kan være med til at påvirke Ukraines udvikling og fremtid.

- Fremstødet vil styrke dansk erhvervslivs position på det ukrainske marked, samt øge kendskabet i Ukraine til danske produkter og produktionsmetoder, siger Landbrugsraadets præsidiemedlem, Bent Juul Sørensen. Han glæder sig over, at H.K.H. Prins Joachim har sagt ja til at stå i spidsen for dette store eksportfremstød i Ukraine.

Ukraine og Danmark har udviklet en stærk relation indenfor landbrugssektoren, og den ukrainske landbrugsminister har i den seneste tid været en hyppig gæst i Danmark.

De mange drøftelser med myndigheder, investeringsselskaber og landbrugsorganisationer, om udbygning af samarbejdet, resulterer nu i dette besøg fra Danmark, hvor 23 virksomheder deltager.