Abonnementsartikel
Et rekordstort antal unge med studentereksamen er netop begyndt på landbrugsskolerne rundt om i landet. Det konkrete tal er 104, hvilket er en stigning på ikke mindre end 40 procent i forhold til sidste år.
Det skriver Dansk Landbrugsrådgivning i en pressemeddelelse.
Hos Dansk Landbrugsrådgivning er man af den opfattelse, at med den fart strukturudviklingen på de danske landbrug har, er det vigtig, at fremtidens landmænd er bedre uddannet.
Derfor vil man arbejde på, at få endnu flere studenter til at søge ind på landbrugsuddannelserne.
Landbrugsuddannelserne deltager derfor i UddannelsesKaravanen, som i disse dage besøger landets gymnasier.
- Vi skal ud og vise de unge, at landbrug i høj grad handler om økonomi, strategi og ledelse.
Derfor har vores materialer på Karavanen fokus på alle de udfordringer, der findes ved at skulle være leder på et stort landbrug, for det er ledere og ansatte direktører, der vil blive brug for i fremtidens landbrugsvirksomheder, og dem håber vi at finde på de gymnasiale uddannelsesinstitutioner, fortæller Knud Pedersen, Landskonsulent, Dansk Landbrugsrådgivning.
UddannelsesKaravanen besøger de næste tre måneder gymnasier og handelsskoler over hele landet.