Jørgen Marquardsen fra Havdrup mellem Roskilde og Køge har næppe fortrudt, at han kom forbi Grøn Tekniks stand under Danmarks største grønne messe, Have & Landskab 2011.
For der meldte han sig til Grøn Tekniks nyhedsbrev og kom automatisk til at deltage i konkurrencen om en Stiga Villa 14 HST havetraktor til en værdi af 23.995 kroner.
Og så blev han trukket ud som vinder og ringet op af Grøn Tekniks salgschef Kenneth Nygaard, der fortalte ham den glædelige nyhed.
Traktoren er taget i brug
- Det var pokkers, tænkte jeg. Man bliver jo overrasket over sådan noget. Jeg har sgu aldrig vundet noget, og så var jeg heldig for første gang i mit liv, fortæller Jørgen Marquardsen, der i øvrigt arbejder for OG Maskiner i Taastrup og derfor ikke behøvede en nærmere vejledning til, hvordan man skal bruge Stiga havetraktoren.
Eftersom Jørgen Marquardsen allerede har forladt messen, da Grøn Teknik ringede til ham, var det hans arbejdsgiver, OG Maskiner, der hentede havetraktoren for ham.
Men nu er Kenneth Nygaard kommet forbi vinderen for at ønske ham tillykke og tage et billede af ham og traktoren, som allerede er taget i brug.
- Ja, ja. Jeg har da en have, så jeg bruger den, forsikrer Jørgen Marquardsen.
Meld dig til nyhedsbrevet
Hvis du vil følge Jørgen Marquardsens eksempel og melde dig til Grøn Tekniks nyhedsbrev, kan du gøre det nederst i højre side på www.grønteknik.dk.
Foreløbig har vi ikke flere Stiga havetraktorer på spil, men til gengæld kan du sikre dig en ugentlig opdatering med det sidste nye inden for den grønne sektor.