Abonnementsartikel

SDM-Dansk Hollsteins årsmøde bød på fire spændende bedriftsbesøg

Årsmødet for SDM – Dansk Holstein bød efter formiddagens beretninger på fire spændende bedriftsbesøg i Vendsyssel. De foregik på Vrejlev Kloster, der foruden køerne bød på historiens vingesus og besøg i klosterkirken. Desuden var der besøg hos Kent og Gunnar Andersen, Tårs, Nyeng Holstein i Mygdal og Tronsmark Holstein i Bindslev, alle med høje S-index og dyrskuevindere.

Den unge mælkeproducent

Nyeng Holstein ved Mygdal har en gammel kendt avlsbesætning i Vendsyssel. Den har været gennem et glidende generationsskifte, og drives nu helt af 28-årige Martin Brag og hans kæreste Mette Bech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er 105 årskøer i en bindestald. Men der har for nyligt været rejsegilde på en ny løsdriftsstald med plads til 160 køer. Her skal være fast gulv og sand i sengebåsene. Der installeres malkekarrusel af mærket Vestaflia. Stalden skal tages i brug den første december.

Kendere af besætningen understregede, at besætningen selvfølgelig bar præg af den foranstående udvidelse. I byggeperioden er antallet af daglige malkninger gået ned fra 3 til 2, og det betyder noget for mælkeydelsen.

Konsulenterne fra LandboNord havde mange rosende ord om køerne og pasningsniveauet.

- Martin har jo vist, han kan, sagde chefkonsulent Nikolaj Nørgaard. Nyeng Holstein havde i 2005 Miss Danmark på Landsskuet. Samme ko blev Miss Vendsyssel på Hjørring Dyrskue i både 2005 og 2006.

Martin har tidligere taget 99 procent af aftenmalkningerne ved den 3. malkning selv, og det føler han slet ikke er problematisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men så har jeg også sovet længe, fortæller han – ofte helt til halv 7 – 7 tilføjer han med et smil. Den unge producents fremtidsmål er to millioner kg mælk på så få køer som muligt. Men der er ikke sat tid på hvornår, målet skal nås. Lige nu gælder det det store byggeri med løsdriftsstald og malkekarrusel.

Fakta om Nyeng Holstein

Antal årskøer: 105 under udvidelse til 160

Jord: 83 hektar ejet med majs, græs og helsæd – gylleaftaler på 68 hektar

Kvote: 1.049.843 kg mælk med basis fedt 4,07%

Ydelse sidste 12 måneder: 10.769 kg mælk med 765 kg værdistof ved 3 gange malkning

Artiklen fortsætter efter annoncen

S-indeks: 108

Y-indeks: 105

Kåringsgennemsnit: Krop 84,8, Lemmer 83,0, Malkeorganer 85,7, Helbred 85,7

Generationsskiftebedriften

Casper Pedersen er i glidende generationsskifte med sin far Kaj Ole Pedersen på I/S Tronsmark Holstein. Han er ikke i tvivl om, hvilken ko i besætningen han vil fremhæve. Det er en tyremor efter Viking Erik. Den kommer af en familie med rigtig god sundhed, så det er en ko, man venter sig meget af på Tronsmark og Casper håber på, at man også kan sælge tyre efter hende til Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kaj Ole Pedersen peger på flere af besætningens gode køer blandt andet en datter af Ringkøbing Bob, som har kælvet fire uger tidligere samt en ko efter Viking Brando, der har 15.000 kg mælk med over 1000 kg værdistof.

Casper og Kaj Ole Pedersen byggede en meget funktionel løsdriftsstald for syv år siden. I år har de fået rillet spalterne, så de ikke er så glatte, og det mener Kaj OlePedersen har haft en væsentlig betydning for køernes trivsel. De glider ikke længere på gulvet, fremhæver han.

En anden ting, der betyder meget i stalden, er de gode faciliteter for nykælverne, mener han.

Fakta om I/S Tronsmark Holstein

Antal årskøer: 162

Jord: 175 hektar dyrkes med grovfoder og korn til modenhed

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kvote: 1.666.373 kg mælk med basis fedt 4,72 %

Ydelse sidste 12 måneder: 11.764 kg mælk med 861 kg værdistof ved 3 gange malkning

S-indeks: 115

Y-indeks: 111

Kåringsgennemsnit: Krop 83,8, Lemmer 82,8, Malkeorganer 83,8, Helbred 84,4