Abonnementsartikel
Op imod en snes tusinde gæster fra alle egne af landet sætter fra den 16. til den 18. november kursen mod Fredericia og LIB 2006, fagmessen for maskiner og teknik til landbruget.
For mange af de besøgende er der både et fagligt og et socialt sigte med turen. Det gælder også to af de grupper, der for længst har sat kryds i kalenderen og afsat en arbejdsdag til messebesøg: Personalet hos Søndersø Kommunes Vej- og Park-afdeling og medarbejderne på bedriften Løvegård ved Slagelse.
- Vi skal 20 mand afsted til LIB i bus, fortæller Jens Otto Larsen, vejformand i Søndersø Kommune. Vej- og parkfolkene arbejder normalt hver for sig, så turen til messen i Fredericia er en god lejlighed til at få dem rystet sammen, tilføjer han.
Samme tradition håber han at indføre, når han fra årsskiftet bliver vejformand i den nye Nordfyns Kommune, hvor medarbejdere fra tre kommuner bringes sammen.
Naturligvis spiller det faglige også meget ind i beslutningen om at rive en dag ud af kalenderen:
- Det er jo en studietur, hvor vi undersøger, hvad der er af nyheder, og om vi kan rationalisere vores arbejde med nyt maskinel eller udstyr, siger Jens Otto Larsen.
Kommunefolkene kigger blandt andet på materiel til græsslåning, transport, snerydning, vanding med videre.
Og så naturligvis traktorer, hvor messebesøget meget vel kan få indflydelse på model-valget. Forrige år tog afdelingen således et traktor-mærke, de ikke havde prøvet før, ind i vognparken som en konkret udløber af messebesøget.
Gode input om maskiner
Per Kjeldsen, driftleder på den store vestsjællandske bedrift Løvegård, kan nøjes med en personbil, når han og de tre medarbejdere sætter kursen mod Fredericia Messecenter.
- Vi er med hver gang det er en rigtig drengetur, siger Per Kjeldsen med et smil.
Medarbejderne udnytter ivrigt, at de kan afprøve de nyeste traktormodeller og entreprenørmaskiner på LIBs udendørs testareal. Og det er ikke kun sjov og ballade, beretter driftslederen.
- Vi taler om det på vejen hjem og senere, og det er gode input for mig før næste køb. Jeg vil langt hen ad vejen meget gerne indfri deres ønsker, for det er jo deres arbejdsplads det er der, de sidder så mange timer om året, konstaterer Per Kjeldsen.
Løvegård og søster-bedriften Valdemarskilde omfatter mere end 550 hektar agerland med blandt andet hvede, byg, roer, græsfrø og spinat. Desuden er der mere end 900 hektar skovbrug, og der udføres også entreprenøropgaver eksternt. Så der er næsten hvert år behov for udskiftninger i maskinparken.
- Der ligger LIB jo godt med hensyn til disponering. Firmaerne presser os til at bestille tidligt i hvert fald hvis vi skal opnå disponerings-rabatter, siger Per Kjeldsen, som glæder sig til »drengeturen« i november.