Abonnementsartikel
Skov- og Naturstyrelsen har taget initiativ til, at flere danskere kommer ud og vandre i statsskovene i Nordvestjylland, så deres egen sundhed får et løft.
I lægehusene i Thy og Handherred har Skov- og Naturstyrelsen nemlig fremlagt brochurer med idéer og inspration til ture i områdets statsskove.
- Undersøgelser viser, at ophold og færdsel i naturen fremmer menneskers sundhed og livskvalitet og modvirker stress, siger skovfoged Kim Christensen.
- Derfor tænkte vi, at det kunne være oplagt at gøre patienterne opmærksomme på, at der rent faktisk er mange muligheder for at komme ud i det grønne. Vores indtryk er nemlig, at mange ikke rigtig ved, hvor de skal tage hen. Og nogle er måske bange for at fare vild. Men med en vandretursfolder i hånden er det ingen grund til bekymring, siger skovfogeden.
Skov og naturstyrelsen samarbejder også med Sundhedsstyrelsen om kampagnen GetMoving, der har til formål at få børn og unge til at bevæge sig i mindst 60 minutter om dagen.
Desuden har Skov- og Naturstyrelsen øget antallet af motionsstier, mountainbike-ruter, skiløjper og naturlegepladser i statens skove.