Fra 1. januar 2007 er det slut med at opstalde kalve enkeltvis efter første leveuge – i hvert fald hvis man er økolog. Det oplyser Dansk Landbrugsrådgivning på deres hjemmeside. Ændringen skyldes et nyt EU-direktiv.

Indendørsarealet til kalvenes fællesbokse er fortsat 1,5 kvadratmeter per kalv for kalve på under 100 kilo. Og det betyder, at det ikke er muligt at lave fællesbokse ud af to enkeltbokse, hvis de er mindre end 1,5 kvadratmeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Økologikonsulent Camilla Kramer fra Dansk Kvæg, gør dog opmærksom på, at arealkravet kan fraviges, hvis kalvene har fri adgang til arealer med plantedække.

- Arealkrav og kompensation ved adgang er der ikke ændret på. Det er kun reglen om enkeltbokse, der er lavet om, siger Camilla Kramer.

En temperamentssag

Camilla Kramer har ikke nogen entydig anbefaling af, om økologiske kvægbrugere skal opstalde kalvene i enkeltbokse den første uge, eller de lige så godt kan komme i fællesbokse fra starten.

Det må være helt op til den enkelte landmands temperament, siger Camilla Kramer.

Der er inspiration at hente om opstaldning af kalve i pjecen ”Fællesopstaldning af kalve”. Pjecen kan læses på www.lr.dk.