Abonnementsartikel
EU arbejder på at afskaffe minimumsregler for dyrevelfærd og erstatte dem med frie markedskræfter. Ordningen kræver stor gennemskuelighed for forbrugerne.
Gennem en handlingsplan, som senere måske kan blive lov, undersøger EU-Kommissionen i øjeblik muligheden for at lade markedskræfterne bestemme graden af dyrevelfærd i landbruget.
- Forbrugerundersøgelser i forskellige medlemslande viser, at der en overraskende stor interesse for dyrevelfærd, og at folk siger, at de er villige til at betale for dyrevelfærd. Undersøgelsen afslører også, at det ikke er særlig nemt for forbrugerne at gennemskue graden af dyrevelfærd, når for eksempel buræg sælges i emballage med høns på reder ude på en mark, siger Andrea Gavinelli, som er leder af afdelingen for dyrevelfærd i EU-Kommissionen og fortsætter:
- Beregninger viser, at det gennemsnitlige årsforbrug af æg i EU er 220 stk. Vælger forbrugeren at udskifte buræg med frilandsæg koster det kun 11 eurocent pr. forbruger om ugen (0,82 kr.).
Fra dansk side hilser Justitsministeriet, som varetager dyrevelfærdsområdet, EUs handlingsplan velkommen.
- Vi glæder os til at se, hvad EU-Kommissionen kommer med, men den politiske danske linie er, at der ikke skal gives køb på de danske principper. Politikerne ser meget gerne, at vi får fælles EU-regler på området, og erfaringen viser, at det bliver en hård og sej kamp at blive enige om tiltag, der gavner dyrevelfærden, siger Jens Kruse Mikkelsen, afdelingschef i Justitsministeriet.
- Mens vi venter på EU, er den danske politiske dagsorden søernes pladsbehov, rodemateriale, foder, transport og en klippekortordning for lovovertrædelser i forbindelse med dyretransporter. EU har i øjebliket slagtekyllingerne på dagsordenen, siger Jens Kruse Mikkelsen.