Abonnementsartikel
Når Østjysk Maskincenter fredag 10. november slår dørene op til en ny og forbedret udgave, skyldes det en kombination af pladsmangel og strukturudviklingen i landbruget. For færre landbrug har medført et behov for også at satse på andre markeder
Den 10. november byder Østjysk Maskincenter på fadøl, pølser, kaffe og andet godt. Det skal nemlig fejres på behørig vis, at forretningen efter flere måneders slid og slæb med en omfattende renovering nu står klar med nyt, større værksted, nye produkter og tre nye sælgere.
Moderniseringen er en del af den proces, der blev sat i gang med ansættelsen af Anders Vester Nielsen og etableringen af en ny bestyrelse. Og strukturudviklingen i landbruget skubbede kraftigt på. For med nedgangen i antallet af landbrug var det ikke svært at tage beslutning om, at forretningen skulle bevæges i nye retninger.
- De strukturelle ændringer, der i øjeblikket finder sted i landbruget, er en af de grundlæggende årsager til, at vi har valgt også at satse på entreprenørmaskiner og udstyr til professionelt have- og parkarbejde. For man bliver simpelthen nødt til at have et ekstra ben at stå på, når man er i den her branche, siger Anders Vester Nielsen, der er direktør i Østjysk Maskincenter A/S, hvor han også for nylig overtog aktiemajoriteten. Og han understreger samtidigt, at selvom de fremover kommer til at servicere helt nye sektorer, så er landbrugskunderne stadig en af forretningens hjørnestene.
Nye ansigter til kunderne
I det hele taget er service et nøgleord i det randrusianske maskincenter. Så i forbindelse med åben hus-arrangementet 10. november, er det ikke blot de nye produkter, der skal præsenteres, men også tre nye sælgere.
Richard Dalby, Simon Bøjstrup og Brian Mogensen er mændene, der fremover skal servicere henholdsvis bygge- og anlægsbranchen, landbruget og den professionelle have-, park- og landskabssektor. For Richard Dalby, der varetager virksomhedens bygge- og entreprenørdel, startede arbejdet allerede i august i år - og det er gået over al forventning.
- Det er faktisk gået fantastisk godt med at blive etableret på entreprenørområdet. Og jeg tror især det skyldes, at det er gået over stok og sten i byggebranchen, og at vi har fået ansat nogle dygtige folk. Richard har for eksempel arbejdet 15 år som entreprenørformand, og kender derfor byggebranchen ud og ind. Og vores ny mekaniker, som blev ansat, da Randers Traktorkompagni lukkede, er specialiseret i nye produkter som for eksempel Terex-Fermec og Terex-Schaeff.
Afsked med viceverdensmester
Samtidigt med at de glæder sig til 10. november, er der også vemod at spore. For med indvielsen af det 1000 kvadratmeter store moderniserede værksted følger afskeden med firmaets grand old man, sælger Torben Simonsen.
- Torben har været med, siden dengang firmaet var delt i to og hed henholdsvis L.Simonsen og Søby&Nielsen - og det er mere end 40 år, siger Anders Vester Nielsen, der sagtens kan forstå, hvis Torben Simonsen ønsker at bruge den næste del af sit liv på andet end landbrugsmaskiner:
- Han går utrolig meget op i motorcross, og vandt sølv i 2005, så det er faktisk en viceverdensmester, vi tager afsked med.
Ved siden af motorcross-aktiviteterne, kommer Torben Simonsen dog stadig til at lægge vejen forbi Grenåvej i Randers - i hvert fald indimellem. Han forbliver nemlig tilknyttet Østjysk Maskincenter som bestyrelsesmedlem.
Fusion og ny forretningsplan
Når Randers Maskincenter åbner dørene for nye og gamle kunder 10. november, er det kun knap to år siden Anders Vester Nielsen tiltrådte som direktør. Han blev hentet til firmaet med det primære formål at få de to afdelinger i Kolind og Randers "til at spille sammen som én maskinforretning".
Den opgave ser han ud til at have løst på forbilledlig vis, for allerede nu står bestyrelsen klar med næste udfordring. Og den går på at indtage nye forretningsområder.
Fredag 10. november kan nye og gamle kunder være med, når firmaet fejrer første etape af den indsats.
Åben hus-arrangementet i Østjysk Maskincenter A/S starter klokken 10.00 og slutter igen klokken 21.00.