Abonnementsartikel
Det økonomiske råds forslag om løntilskud og beskæftigelsesfradrag som instrumenter for at få flere i arbejde vinder gehør i landbruget.
- Det Økonomiske Råd fastslår, at stort set ingen fuldtidsbeskæftigede er fattige. Det Økonomiske Råds forslag om løntilskud og beskæftigelsesfradrag er gode instrumenter til at skærpe lysten for at få flere til at gøre en indsats. Samfundet har behov for, at alle har lige muligheder for at kunne komme i arbejde, siger Peter Gæmelke, præsident for Landbrugsraadet.
- Dansk økonomi er inde i en god gænge, men manglen på arbejdskraft foruroliger og kan true sammenhængskraften i det danske samfund, siger Peter Gæmelke i en kommentar til den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd, der bl.a. forholder sig til sammenhængen mellem fattigdom og beskæftigelse.
- Vi skal have aktiveret de mange tusinde, som i dag uden grund befinder sig uden for arbejdsmarkedet. Dét er en vigtig forudsætning at alle hænder er i gang, hvis vi skal klare os godt i en stadig mere globaliseret verden. Det er afgørende for vort samfund - såvel økonomisk som socialt - at Danmark er et land, hvor det altid kan betale sig at gøre en ekstra indsats, fastslår Peter Gæmelke.
- Dansk økonomi er netop nu bomstærk, hvilket regeringens stramme styring af de offentlige udgifter og ikke mindst skattestoppet har et væsentlig ansvar for. Men manglen på arbejdskraft er bekymrende og viser, at vi ikke er gode nok til at sikre alle grupper af medborgere et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Landbrugsraadets præsident.