Abonnementsartikel
Fleksibel storplov med 26 furer pløjede forageren i et træk
Meget mere end 26 furer kan selv de største plove næppe præstere. Men den interne konkurrence i veteranpløjning i Glud i begyndelsen af oktober kunne noget ud over det sædvanlige.
Hver enkelt fure kunne nemlig ved hjælp af egen trækkraft arbejde selvstændigt i egen ager. Altså som en sammensat plov af de helt store, som samtidigt formåede at arbejde på egen hånd.
Måske ikke en meget efterspurgt løsning på de store og effektive bedrifter, men pløjeriet viste dog, at de gamle kan endnu. Gamle, både når det gjaldt plov, traktor og mand.
Selv dommeren var en ældre ærværdig herre, Poul Åge Bie, som tidligere drev maskinstation ved Horsens og er tidligere konkurrencepløjer. Sønnen og arvtageren, Niels Bie, og et barnebarn, Rasmus Bie, var også med uden dog at blive favoriseret af den høje dommer.
Både plove og traktorer var fra lang tid før verden gik af lave med alt for mange hestekræfter og for mange furer på vendeploven.
Tiden i pløjemarken stod stille i den fugtige efterårsluft, og var for et øjeblik skruet 50 år tilbage. Traktorerne enten tøffede eller dunkede som en fiskekuttere, hamrede som dårlige plæneklippere eller spandt som symaskiner eller katte.
En alvorlig sag
Veteranerne tog konkurrencen yderst alvorligt, og nogle havde endda smugtrænet. Andre skulle måske have gjort det alene for at få rusten slebet blank, så den bedre kunne slippe mulden igen.
Karsten Balle, Århus, kom forbi og gik en tur i marken for dels at nyde synet og dels at genopfriske gamle minder:
- Det er da sjovt. Nærmest sådan en slags hobbypløjning lød det anerkendende fra den tidligere verdensmester.
Alle de gamle svende var i marken: Fraugde, Langeskov, Skiold Eminent, Ferguson og Kverneland.
Hestene hed Allis Chalmers, Bukh, Volvo og Porsche, Ford, grå Ferguson og rød Ferguson. Alle sammen af den tidlige slags fra lige efter anden verdenskrig, da alting begyndte at køre derudaf.
19 traktorer og plove dystede på livet løs, og benzinos og dieselrøg kildrede i næseborene ligesom de tilsyneladende ondsindede bemærkninger fik mundvigene på sned ligesom piberne.
En af de virkelige veteraner, Jens Lage, Hyrup Maskinstation, måtte således lide den tort, at en mand gik foran hans Ford med et tov og tilsyneladende trak hesten.
Når en traktor gik i stå, og det skete virkeligt på selv de mærkeligste tidspunkter, måtte andre hjælpe den i gang igen. Enten med tov eller startkabler. Alt sammen var forunderligt nok lige ved hånden.
Frokosten med
Et af de store problemer var, at ingen måtte gøre sin ager færdig før frokost, da den fælles sammenkomst er en meget vigtig del af gamet. Truslen var at blive disket.
Vinderen blev gårdejer Henrik Nielsen. Han er samtidigt museumsdirektør for Danmarks Ferguson-museum, som han har oprettet på sin gård i Stourup ved Glud mellem Horsens og Juelsminde.
Sejren måtte han dog dele med Martin Holst, Vamdrup, som således formentligt får lov at repræsentere veteranerne, når Ferguson-museet sidste weekend i maj 2007 holder åbent hus med demonstration af kram og kunnen.