I mange år har målet været enkelt: Flere kilo mælk, flere kilo fedt og flere kilo protein. Men hvis man spørger Dansk Holsteins formand Johnny Nielsen og chef Nanna Hammershøj Christoffersen, er der ved at ske et grundlæggende skifte i den måde, man tænker kvægavl på.
Avlsarbejdet skal fortsat sikre en økonomisk bæredygtig mælkeproduktion. Men det skal samtidig levere svar på nogle af de spørgsmål, som politikere, mejerier og forbrugere stiller i stigende grad: Hvordan reduceres klimaaftrykket? Hvordan forbedres dyrevelfærden? Og hvordan sikres mælkeproduktionens legitimitet i samfundet?

