I årtier har forskere forsøgt at finde den udløsende årsag til øresår hos grise. Canadiske forskere fra University of Saskatchewan mener, at de efter et nyere forsøg er kommet et stort skridt nærmere svaret.
I et studie har forskerne vist, at bakterien Fusobacterium necrophorum kan fremkalde ørenekrose hos grise under kontrollerede forsøgsforhold. Resultaterne har vakt opsigt, fordi forskerne er lykkedes med noget, som mange tidligere har forsøgt uden held: At fremkalde sygdommen ved hjælp af én enkelt mikroorganisme.

