Abonnementsartikel
Ribers Maskinimport A/S har fået importen af MX-frontlæssere, der er på banen med en helt ny generation, bestående af seks modeller
Introduktionen af de nye frontlæssere fra franske MX (tidligere kaldet Mailleux) kommer tilpas belejligt. Den nye frontlæsserserie dukker nemlig op få måneder efter, Ribers Maskinimport har fået importen af de franske læssere.
Der er tale om seks nye modeller, hvoraf tre af modellerne allerede er klar til salg.
Frontlæsserne er designet til traktorer i stort set alle størrelser, idet modellerne er konstrueret til traktorer fra 40 til 230 hestekræfter.
Specielt på den nye serie er, at al hydraulik er ført inde i rammen på frontlæsseren. På den måde er risikoen for, at en slange bliver revet itu, mindre.
Frontlæsserne er også udstyret med et specielt låsesystem, som er fuldautomatisk og ikke kræver nogen form for hydrauliske tilkoblinger for at på- eller afmontere frontlæsseren.
7000 frontlæssere
MX har hjemme i Bretagne, i den yderste vestligste del af Frankrig. Dette område har traditionelt været et blandet landbrugsområde med malkekreaturer, svineproduktion og tilhørende planteproduktion.
MX er et 100 procent familieejet foretagende med 40 års erfaring med maskiner til landbrug og i de seneste årtier med hovedvægt på læsseudstyr til traktorer.
Fabrikken blev oprindelig startet af en lokal smed, Louis Mailleux, som udviklede og producerede en meget enkel læsser for traktorer, så disse kunne håndtere møget fra gårdens kreaturer.
I dag er virksomheden ledet af 2. generation af familien Mailleux og cirka 400 ansatte arbejder dagligt på fabrikken i Acigné.
Sidste år blev mere end 7000 frontlæssere samlet og afsendt fra den 40.000 kvadratmeter store fabrik.
Du kan læse mere om de franske frontlæssere i næste udgave af Maskinbladet, som udkommer fredag 5. januar.