Efterafgrøder er fundamentet for udbytterne i hovedafgrøderne på Stenalt Gods ved Randers Fjord, der i dag er en del af Tjele Gods. Hans Fynbo, der er driftsleder for markbruget, viser rundt på markerne i efteråret, hvor markerne står grønne, og hvor efterafgrødeblandingerne trives i det milde vejr. Hans filosofi er, at marken skal være grøn så længe som muligt, og mikrolivet i jorden skal fodres hele året.
- Det er ikke selve afgrøden, der skal fodres, det er mikrolivet i jorden. Jeg vægter mine efterafgrøder lige så højt som mine hovedafgrøder. Efterafgrøden er madpakken til næste sæson og den, jeg skal leve af næste år, siger han, mens han graver i en tæt efterafgrøde med cikorie, kløver og græs.

