Abonnementsartikel

Efter en afstemning med et snævert flertal i Arlas repræsentantskab blev der i dag foretaget en vedtægtsændring, som gør det muligt for mejerigiganten at vokse sig endnu større ved opkøb i fremtiden.

Vedtægtsændringen muliggør nemlig, at den såkaldte strategifond kan oprettes. Med oprettelsen af fonden skaber Arla en reserve, der skal sikre, at selskabet kan fortsætte sin ekspansion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fonden tilføres første gang penge, når 2006-resultatet skal disponeres på det kommende repræsentantskabsmøde til marts.

Det krævede 75 procent af stemmerne at gennemføre vedtægtsændringen, og 77 procent stemte for. Det flertal er formanden tilfreds med.

- Det betragter jeg som et komfortabelt flertal. Fonden skal gradvist tilføres penge fra frasalg af virksomheder, der ikke tilhører Arlas kerneforretninger, siger Knud Erik Jensen til epn.dk (Jyllands-Postens erhvervsportal på nettet).

Næsten alle 150 medlemmer af repræsentantskabet deltog i den skriftlige afstemning og dermed også de ti medarbejderrepræsentanter. Det er tilmed sandsynligt, at de har været tungen på vægtskålen, da fonden blev vedtaget med få stemmers margen, skriver epn.dk

Årets virksomhedssalg giver mulighed for at lægge 400 millioner kroner i strategifonden. Der således vil kunne være med til at finansiere årets store tilkøb, Tholstrup Cheese samt den planlagte overtagelse af de resterende aktier i mejerikoncernens britiske datterselskab.