En genredigeret bygsort fra Rothamsted Research er blevet den første afgrøde, der har fået lov til at markedsføre sig som genetisk modificeret organisme, Precision Bred Organism (PBO), under Storbritanniens nye regulatoriske ordning for præcisionsforædling.

Godkendelsen betyder, at byggen opfylder kravene til en præcisionsforædlet organisme efter Genetic Technology (Precision Breeding) Act 2023 og Genetic Technology (Precision Breeding) Regulations 2025. Dermed kan afgrøden nu gå videre til mere omfattende evaluering, forskning og analyse med henblik på senere kommerciel anvendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bygsorten er udviklet med Crispr-genredigering for at øge lipidindholdet i planten. Målet er at skabe en energirig grovfoderafgrøde til drøvtyggere som kvæg og får. Et højere indhold af lipider i grovfoder kan forbedre foderudnyttelsen og samtidig have potentiale til at reducere metanudledningen fra dyrenes fordøjelse.

Håb for dansk septoriabekæmpelse med genredigeret hvede
Se også:

Håb for dansk septoriabekæmpelse med genredigeret hvede

Små ændringer - mere fedt

Ifølge Rothamsted Research er der tale om små genetiske ændringer, som også ville kunne opstå naturligt eller gennem konventionel planteforædling. Det er også vurderingen efter en videnskabelig gennemgang fra Advisory Committee on Releases to the Environment.

Forskerne har udviklet byggen ved at indføre mindre ændringer i de gener, som normalt nedbryder plantens olier. Når denne nedbrydning dæmpes, ophobes der mere lipid i plantens vegetative væv. Resultatet er en grovfoderafgrøde med højere omsættelig energi, som kan gøre det muligt for husdyr at hente mere energi ud af samme mængde foder.

- Denne byg er udviklet for at øge energitætheden i grovfoder ved at hæve lipidniveauet i planten. Foder med højere energiindhold kan forbedre produktiviteten i husdyrproduktionen og giver en lovende mulighed for at reducere metanudledninger fra drøvtyggerbaseret landbrug. At modtage den første markedsføringsanmeldelse for en præcisionsforædlet afgrøde i Storbritannien er en vigtig milepæl og afspejler mange års forskning i plantelipidmetabolisme og genredigering på Rothamsted, siger Peter Eastmond, der har ledet forskningen på Rothamsted.

Nye regler for NGT er nu en realitet
Se også:

Nye regler for NGT er nu en realitet

Hurtigere forædling

PBO-bekræftelsen markerer samtidig et vigtigt skridt i Storbritanniens nye regelsæt for præcisionsforædling. Reglerne skal gøre det lettere og hurtigere at udvikle og vurdere planter med målrettede genetiske ændringer, når de ændringer også kunne være opstået naturligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Denne beslutning viser, hvordan Storbritanniens ramme for præcisionsforædling kan understøtte ansvarlig innovation inden for plantevidenskab. Den gør det muligt for forskere at omsætte opdagelser til afgrøder med konkrete fordele i praksis, samtidig med at en streng videnskabelig kontrol opretholdes. Egenskaber som denne byg med højt lipidindhold illustrerer potentialet i præcisionsforædling til at understøtte et mere bæredygtigt landbrug - i dette tilfælde ved at forbedre grovfoderets ernæringsmæssige kvalitet og bidrage til at reducere husdyrproduktionens udledning af drivhusgasser, siger Freddie Theodoulou, leder af Green Engineering Strategic Programme ved Rothamsted Research.

Byggen indgår nu i PROBITY-initiativet, Platform to Rate Organisms Bred for Improved Trait and Yield, hvor forskere, landmænd og aktører i værdikæden samarbejder om at teste præcisionsforædlede afgrøder under praktiske landbrugsforhold. Projektet bliver ledet af British On-Farm Innovation Network og er finansieret gennem Defras Farming Innovation-program, som administreres af Innovate UK.

Ud over byg med højt lipidindhold omfatter projektet også præcisionsforædlede hvedesorter med egenskaber, der skal forbedre henholdsvis kornkvalitet og udbytte. Her står Rothamsted Research og John Innes Centre i spidsen for arbejdet.

Ambitionen er at opbygge dokumentation for, hvordan præcisionsforædlede afgrøder præsterer i praksis, hvilke fordele de kan give, og hvordan de kan finde anvendelse i hele det britiske fødevaresystem.