Abonnementsartikel
På årets Agromek, som løber af stablen om en god uges tid, vil danske RMH Maskiner fra Silkeborg præsentere flere maskiner til den moderne kvægstald.
Ud over to fuldfodervogne, hvoraf den ene er selvkørende, viser firmaet en Rovibec fuldfoderrobot og en Trixon N strømaskine.
Den selvkørende fuldfoderblander er en VSL 16, som har fået en opgradering på kabinesiden.
- VSL 16 maskinen er udstyret med en nyudviklet førerkabine, der giver en høj komfort til chaufføren og et rigtigt godt udsyn til fræseren. Frontakslen er en Iveco lastvognsaksel med en lille venderadius og skivebremser, udtaler Hans Scriver fra RMH i en pressemeddelelse.
Det oplyses endvidere, at maskinens fræser har en kapacitet pr. minut på 930 kg langt græsensilage, 1.340 kg finsnittet græsensilage, 3.465 kg majsensilage, 295 kg hø eller 280 kg halm.
Tresnegls vertikalblander
Den anden fuldfodervogn, RMH WAV 40 er en tresnegls vertikalblander med et rumindhold på hele 45 kubikmeter. Det er trenden hos mælkeproducenterne, at der skal større blandere til.
- Landbrugets behov er de seneste år gået i retning af, at blande større og større portioner, så man er fri for at blande to gange, lyder det fra Hans Scriver.
Vertikalblanderen er opbygget med en to-trins reduktionsgearkasse og et vinkelgear under hver af de tre snegle.
En mindre fodermaskine vises også på messen, hvor RMH præsenterer Rovibec DEC foderrobot. Det er en skinneophængt blande- og udfodringsrobot, hvor blandingen sker med to rotorer.
En strømaskine bliver der også mulighed for at besigtige nærmere på firmaets stand. Det drejer sig om Trixon N, som er en knækstyret model med en 18 hestes dieselmotor.