På Kjeldgaard havde Henry Jørgensen og hustruen Marianne i flere årtier drevet griseproduktion, inden sønnen og hans hustru officielt overtog stafetten 1. juli 2021. Selve arbejdet med at forberede generationsskiftet begyndte imidlertid væsentligt før.
- Da jeg var cirka 40 år, lagde vi en plan for, hvordan fremtiden skulle se ud. Vi var meget bevidste om, at vi skulle stoppe, når jeg blev 60 år for at have tid til det tredje liv og til at komme ud og se verden. For os har det altid været vigtigt, at vi en gang imellem sætter os ned, kigger hinanden i øjnene og snakker om fremtiden, siger Henry Jørgensen.

