Abonnementsartikel
Syv prototyper måtte der til, før man hos Århus-virksomheden Lynex var helt tilfredse med sin nyudviklede, fjernstyrede plæneklipper
Syv prototyper og flere forskellige løsninger med hensyn til transmission og hjul er blot en del af det omfattende forarbejde bag en ny, fjernstyret plæneklipper, som Lynex er klar med.
Lynex har eksisteret i tre år. Indledningsvis blev virksomheden drevet i Jens Hansens fritid, mens han arbejdede for andre virksomheder. Jens Hansen, der er virksomhedens ejer, er oprindeligt uddannet landbrugstekniker og har i en årrække udviklet og testet mobilmaskiner til både industri og landbrug.
- Man kan sige, at min hobby nu er blevet min levevej, siger Jens Hansen.
Lynex, som hører hjemme i Århus-bydelen Risskov og et udviklingsfirma med egen produktion, har specialiseret sig i terrængående plæneklippere.
Syv prototyper
Der er gået et langt udviklingsarbejde forud for den nyeste plæneklipper.
- Det er en lang og tidskrævende proces, når kun det bedste er godt nok, siger Jens Hansen.
Kravene til den nye maskine talte få bevægelige dele, stor effektivitet, effektoverskud, simpel opbygning samt nem og hurtig udskiftning af reservedele. Desuden var det et krav, at den nye plæneklipper ville kunne klare skråninger med en hældning på op til 75 grader.
I jagten på det bedste måtte der hele syv prototyper til, før maskinen kunne honorere kravene.
- Det er jo forbundet med en del komplikationer at køre på skråninger, og det skulle løses.
- Desuden tog det lang tid at finde den rigtige transmission. Det var den største og sværeste udfordring. Vi prøvede mange forskellige typer transmission, og vi ville gerne udvikle en helt ny.
- Til sidst måtte vi konstatere, at den amerikanske trans-aksel var de andre løsninger overlegen med hensyn til præcis styring, forklarer Jens Hansen.
Satser på bælter
Også med hensyn til undervognen og hjultyper var man igennem flere alternativer.
- De første prototyper havde sekshjulstræk, fortæller Jens Hansen.
- Men efter en del tests måtte vi sande, at det eneste, der virkelig kunne stå fast på løse skråninger, var bælter, eventuelt suppleret med pigge ved ekstreme forhold, forklarer han.
- Undervognen er patenteret, og den trykker en smule mere på midten end i front og bag, hvilket bevirker, at den ikke graver jord op, når den drejer skarpt, siger Jens Hansen.
Nem at vedligeholde
Det har været vigtigt for Lynex, at vedligehold af maskinen foregår så nemt som muligt.
- Det var et krav, at en hvilken som helst del skal kunne skiftes inden for 15 minutter, samt at alle personer skal kunne vedligeholde og servicere maskinen, siger han.
- Vi har derfor gjort meget ud af at få en simpel og meget stærk maskinopbygning, hvor der blandt andet er brugt højstyrkestål for at spare vægt. Vægten har afgørende betydning for, hvor stor kapacitet, maskinen har, når den kører op ad skrænter, forklarer Jens Hansen.
Vægt på lavt tyngdepunkt
Lynex lægger stor vægt på, at den nye plæneklipper er fjernstyret.
- Med hensyn til fjernstyring måtte vi teste en del, før vi fandt et simpelt men uhyre stabilt system, beretter Jens Hansen.
- Vi anvender en japansk servostyring, som er udviklet til industrirobotter, forklarer han.
Motoren er en Briggs & Stratton, der yder 20 hestekræfter som standard. Den er ophængt i et selvoprettende system, der altid sikrer, at motoren står vandret.
- Der er gjort en del ud af at bevare et lavt tyngdepunkt, da maskinen skal kunne kravle langs en skrænt på op til 75 grader. Tyngdepunktet ligger blot 31 centimeter fra jorden, siger Jens Hansen.
- Som klipper er der valgt en slagleklipper, da slagler har mere sug og er mindre følsomme over for sten, siger Jens Hansen, som desuden fortæller, at slaglerne i denne plæneklipper er en ny type slagler, der er aerodynamisk udformede.
Bygger langsomt op
I foråret er det meningen, at Lynex skal udvikle og teste et nyt GPS-system.
- Dette system vil betyde, at når maskinen har klippet et areal én gang, kan den huske ruten og selv klippe arealet næste gang. Det skulle gerne spare operatøren for en masse arbejde, siger Jens Hansen.
Der arbejdes desuden på at udvikle en cruise control, som er belastningsafhængig.
Virksomhedens vægt på omhyggelighed giver sig også udslag i, at man vil lancere det nye produkt støt og roligt.
- Til at begynde med bliver den kun lanceret herhjemme, siger Jens Hansen.
- Vi er stadig en ung virksomhed med en relativt ny salgsorganisation.
- Så for at vi kan følge med, er vi nødt til langsomt at bygge salgsorganisationen op og lige så stille få et udenlandsk salgsnetværk på plads. Så må vi se, om vi om et års tid er klar til at tilbyde den nye plæneklipper til udlandet, siger Jens Hansen.