Abonnementsartikel
Dankvic indtager Agromek med Dankvic MB 200 Multi, som er en hegnsklipper, der kan monteres på tårnet fra virksomhedens gylleomrører
Egtved-virksomheden Dankvic har i en årrække produceret blandt andet drejbare tårnmiksere til omrøring af gylle.
Nu har virksomheden udvidet sortimentet og kan på Agromek præsentere Dankvic MB 200 Multi, som er en hegnsklipper, der kan monteres på tårnet fra Dankvic gylleomrører.
- Gyllesæsonen er jo ikke noget, der strækker sig over flere måneder. Så det var nærliggende at søge alternativer med hensyn til at anvende de hydrauliske funktioner, som den drejbare basis udgør, forklarer Kresten Udbye, Dankvic.
Valget faldt altså på udstyr til klipning og vedligeholdelse af levende hegn. Den nye hegnsklipper har fået to stjerner på Agromek.
Høj udnyttelsesgrad
- Da de to forskellige sæsoner ikke er sammenfaldende, blev resultatet en maskine med et stort virkefelt og en høj udnyttelsesgrad. En målsætning, der stemmer godt overens med de krav, der stilles til moderne og effektivt materiel, siger Kresten Udbye.
Ændring fra gyllemikser til hegnsklipper foregår ved at afmontere armen med propellen og i stedet montere armen med klingerne.
Selve klippehovedet er opbygget med tre rundsavklinger øverst og et slaglehoved nederst. I alt giver det en arbejdsbredde på 2,9 meter.
- Klippehovedet drives af traktorerens PTO, hvor cirka 700 PTO-omdrejninger giver 2.200 omdrejninger på klingerne, forklarer Kresten Udbye, der fortæller, at ændring af arbejdsvinkel styres fra traktoren og kan ændres omkring 150 grader fra vandrette rabatter til op under trækroner.
- Selve klippehovedet kan drejes vertikalt, så hovedarmen eksempelvis arbejder 20 grader bagud i forhold til vinkelret. Klippehovedet drejes tilsvarende for at arbejde parallelt med hegnet. Det betyder, at al klippet materiale ikke falder ned over traktoren.
- Sammenlagt er der tale om en enkel og robust maskine med stort potentiale, siger Kresten Udbye.