Et mål om at mindske arbejdsbyrden ved fuldautomatiseret fodring af slagtekalvene og udsigten til en gevinst som mindre foderspild er hjørnesten i forbindelse med OK Plasts nye foderautomat til kalve.

Det kan være tidskrævende og lig med hårdt arbejde at fodre slagtekalve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og arbejdet bliver mere omfattende, desto større kalvene bliver, påpeger OK Plast.

- For at minimere arbejdsbyrden, har vi udviklet en ny foderautomat med to ædepladser og skulderadskillelse.

- Skulderadskillelsen indebærer, at kalvene ikke generer hinanden, mens de æder, forklarer firmaet, der har hjemme i Horsens.

OK Plast har draget nytte af virksomhedens 30-årige erfaring med at udvikle og fremstille foderkrybber til husdyr, for at udvikle et produkt, der kan modstå den daglige påvirkning fra slagtekalve, som vejer op til 600-700 kilo.

Mindre foderspild

Young Line foderautomaten, der har fået en nyheds-stjerne på Agromek, er udformet i sprøjtestøbt plast og med afrundede hjørner og kanter, hvilket ifølge OK Plast gør den let at holde ren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da man regner med 10 dyr pr. ædeplads, kan én automat betjene op til 20 dyr.

Foderautomaten er forsynet med spjæld, der gør det muligt at justere fodermængden. Udfodringen til automaterne foregår ved hjælp af snegl.

Automaten, som har en egenvægt på 17,5 kilo, kan rumme 100 liter. Monteringen kan ske på et forværk eller en væg.

Slagtekalveproducent Morten Kjær fra Hornsyld har prøvet den nye foderautomat i praksis.

Han fremhæver, at den nye foderautomat har medført, at fodringen af kalvene nu er fuldautomatiseret samtidig med, at han har reduceret foderspildet.