Abonnementsartikel

Robot Milking Solutions er klar med tre stjernenyheder på Agromek

Robot Milking Solutions, Skandinavien A/S (RMS), har to tostjernede og en enkelt etstjernet nyhed med på årets Agromek.

RMS har fået to nyhedsstjerner for Titan Quality Care (TQC), et ko-håndteringssystem til brug for Automatiske MalkeSystemer. Systemet er ifølge RMS en intelligent måde at få information fra malkerobotter uden at betale mere, end informationerne er værd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- TQC er et logistisk system, der muliggør anvendelsen af målesensorerne på én ud af fem robotmalkepladser til målinger af celletal, urea, graviditet, stofskiftesygdomme, ændringer i huld med mere, men sikrer data fra alle dyr, forklarer RMS.

Systemet virker ved, at køerne ledes gennem en forselektion, som det er normalt ved malkning i de store besætninger, hvor 100-250 køer går i én gruppe.

- Forselektionen leder malkbare køer til malkerobottens opsamlingsareal og de resterende til foderbordet. TQC-lågen sorterer derefter køerne, så den ønskede analysegruppe eller analyseko malkes i den ene boks, hvor den dyre sensor sidder, mens de øvrige malkes normalt, forklarer RMS.

Dermed kan der spares dyrt og avanceret udstyr på nogle af malkeboksene.

- TQC-systemet kan også anvendes til at sikre, at en bestemt gruppe køer malkes i én boks og resten i de andre, hvis besætningen for eksempel døjer med en infektionssygdom og man ønsker en malkeopdeling mellem "rene" køer og "inficerede" køer, forklarer RMS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kirtelvis fraseparering

Titan - multiboksrobotten fra RMS fik to nyhedsstjerner på sidste års Agromek-messe.

Nu er Titan-robotten videreudviklet med Titan - kirtelvis fraseparering, som er et system til kirtelvis fraseparering af mælk. Dette system har fået nyhedsstjerner på dette års Agromek.

Den kirtelvise fraseparering sker ved at én kirtels dårlige mælk ledes til en speciel integreret opsamlingstank på robotten. Efter endt malkning bliver mælken ledt lige i kloakken.

- Den øvrige mælk fra de andre kirtler ledes til en anden integreret buffertank og derfra til køletanken eller eksempelvis kalvemælk, forklarer RMS.

- Reguleringen af celletallet vil nok være det mest oplagte sted at bruge den kirtelvise fraseparering. Hvis koen er "celletals-millionær" på én kirtel, kan denne kirtels mælk smides ud, mens de tre andre kirtlers mælk leveres, lyder det fra RMS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styrer ko-trafikken

Tredje stjernenyhed fra RMS på dette års Agromek-messe er Titan Intelligent Care(tm), som er et kotrafik-system til brug i besætninger med Automatisk MalkeSystem.

Konceptet, der har fået én stjerne på Agromek, skal sikre fokus på de dyr, der har brug for speciel fodring og dyr, som er i stand til at yde mere mælk via hyppige malkninger.

Efter malkning går køerne ind i holdområde 1, hvor der er adgang til foder på foderbordet via et transponderstyret fanggitter for de køer, som må æde dette specialfoder.

Ved udgangen fra holdområde 1 er der en separationsenhed, så dyr, der skal til holdområde 2, lukkes dertil for fodring og hvile.

- Formålet er at undgå "taberkøer" i store besætninger. Desuden er det målet at optimere økonomien og at bruge robottens malkekapacitet på de dyr, der betaler bedst tilbage herfor, lyder det fra RMS.