Abonnementsartikel

Farming Equipment Denmark ruller sig ud med fire nyheder på årets Agromek-messe

Farming Equipment Denmark spiller ud med fire esser på dette års Agromek, hvor virksomheden har en enkelt tostjernet nyhed og tre enstjernede nyheder med.

Virksomheden har høstet to nyhedsstjerner for FED Soft Comfort Madras, som er en overdug til madrasser til sengebåse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Latex-madrassen er fire centimeter tyk, og underlaget er udviklet i samarbejde med et dansk firma, som udvikler madrasser til mennesker.

- Efter mange forsøg er det lykkedes at få fremstillet en madras, som har en meget høj stødabsorberende effekt og samtidig har en meget høj liggekomfort. Madrassen har den egenskab, at den holder højden efter, at koen har forladt den, lyder det fra Farming Equipment Denmark.

- Der er valgt en topdug med en rimelig ru overflade, for at strøelse holder længere på madrassen. Med de åbne stalde, som laves i dag, er det en kæmpe fordel at have en topdug, som holder igen på strøelse, forklarer Farming Equipment Denmark, som desuden oplyser, at bagsiden af topdugen er coatet med en gummibelægning, så madrassen har tæt bagside.

Dog er topdugen udformet, så de nederste 15 centimeter for oven og for neden er gennemtrængelig, så fugt og lignende kan trænge ud.

Nyheder fra USA

Farming Equipment Denmark præsenterer også Millennium Stall Filler fra amerikanske McLanahan. Stall Filler, som har fået en stjerne på Agromek, er en spredevogn til ifyldning af sand i sengebåse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spredevognen har et rumfang på ni kubikmeter, og vognen aflæsser sandet med et tværbånd placeret i forenden af vognen. Stall Filler kan leveres som vogn eller monteres på en lastbil.

- Afhængigt af sandtype og tilstand kan spredevognen fylde mere end 100 senge på omkring to et halvt minut, lyder det fra Farming Equipment Denmark.

Maskinens maksimalbrede er 2,32 meter, mens den totale længde og højde henholdsvis er 6,14 meter og 2,5 meter.

Farming Equipment Denmark har også fået en Agromek-stjerne for den amerikansk producerede Woodchuck strømaskine til montering på minilæsser eller i trepunkts ophæng.

Strømaskinen kan strø med spåner, savsmuld, sand med mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores tre maskiner fungerer fint i vores stalde med i alt 3.400 køer, fortæller Rodney Metzler, som driver Pleasant View Dairy Farm i Martinsburg, Pennsylvania.

- Vi sparer arbejdskraft og spåner og minimerer skaderne på sengebåsene. Jeg tror, at maskinen har reduceret vores celletal, fordi vi spreder oftere og bruger færre spåner, siger Rodney Metzler.

Isolerende gardin

Fjerde nyhed, som Farming Equipment Denmark præsenterer på årets Agromek, er Isocell, et oppusteligt isolerende gardin, som er inddelt i langsgående poser.

Det canadisk producerede gardin har fået en enkelt stjerne på Agromek.

Den indre struktur i gardinet er stærkere og mere solid, og den nye isolerende mur, kaldet Multi-Wall Isocell minimerer varmeoverførslen fra de koldere udvendige luftceller til de varmere indvendige luftceller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved at fjerne varmeoverførslen er Multi-Wall Isocell optimalt isolerende, økonomisk og effektiv, lyder det fra Farming Equipment Denmark.