Økologerne har vind i sejlene for tiden, men internt kan de ikke finde ud af at få vinden til at blæse samme vej. Det er den kedelige kendsgerning her ved starten af 2007.

For i Økologisk Landsforening mener man, at den økopakke, der i efteråret 2006 blev vedtaget som en del af Landdistriktsprogrammet, er en stor sejr for økologien. Men hos næstformanden for økologerne i Dansk Landbrug er begejstringen for økopakken røget ned under frysepunktet i en ellers usædvanlig mild vinter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I et interview med lederskribenten betegner han slet og ret økopakken som en studehandel gennemført i en sen nattetime – hvor der enten slet ikke var fokus, eller hvor fokus blev rettet mod det forkerte.

Så der er de – synspunkterne.

Man kan så spørge sig selv, hvem det kan gavne, når de to parter opfører sig som pubertets-haner, der er lukket ind i samme, snævre hønsegård?

Det svar vil vi overlade til læserne selv at give her i vintervarmen.

Vi kan imidlertid her på redaktionen konstatere en del fakta i den standende strid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Først og fremmest er det meget positivt, at økologien har medvind, og at alle produkter har fundet afsætning i en grad, så markedet er ved at være sælgers frem for købers. Det bør alt andet lige give højere afregning til dem, der laver råvarerne, nemlig de økologiske landmænd.

Med en økologi, der er drevet af en stigende efterspørgsel, svinder behovet for støtte i en eller anden grad – og det er særdeles positivt. Der findes nemlig ikke beviser for, at støtte på sigt gavner hverken den ene eller anden form for produktion.

Tværtimod ender støtte stort set altid med at blive kapitaliseret udelukkende til fordel for dem, der trækker sig ud af et erhverv. Sådan har det været i årtier, og sådan vil det fortsat være.

Dermed ikke være sagt, at støtte til igangsætning bør afskrives som et virkemiddel, der kan gavne såvel samfundet, der betaler, som producenterne, der er modtagere af støtten.

Men instrumentet støtte dur ikke som en vedvarende foranstaltning, som landmændene gældsætter sig efter – derom hersker der ingen tvivl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan man også erfare sig til ud fra det, der blev gjort på New Zealand for snart mange år siden, hvor støtten til landbruget blev fjernet over natten. De nuværende new zealandske landmænd er udmærket konkurrencedygtige på verdensmarkedet, og de har en indtjening, så de kan klare sig på fornuftig vis.

Når vi så ser på, hvad det er, parterne strides om med hensyn til økopakken, er det dels vedvarende tilskud (MB-tilskuddet) og dels tilskuddet til omlægning fra konventionel til økologisk driftsform.

Der er i økopakken dermed elementer af flere slags støtte, som man kan vælge at se på hensigtsmæssigheden af, når brugen af Landdistriktsmidlerne skal genovervejes.

Og så er det værd at skrive sig bag øret, at Christian H. Hansen som ansvarlig politiker lover, at der bliver midler til dem, der vil lægge om i 2007 og 2008 – i hvert fald til den første fem-årige periode.

Er man derfor som landmand klar til at afprøve økologien som et alternativ til den konventionelle produktion, er vejen banet og mulighederne for en fornuftig indtjening lagt ud.