Abonnementsartikel
På Agromek introducerer Dal-Bo en dybdegrubber og får en enkelt stjerne for ny kulturharve
Heavy Cult er navnet på en ny dybdegrubber fra Dal-Bo. Den egner sig til at løsne jord i 25 til 60 centimeters dybde.
Grubberen fås i to forskellige modeller på henholdsvis tre og fire meters arbejdsbredde, og som standard er en tre-meters udgave af Heavy Cult monteret med fire tænder.
Hver tand en forsynet med en stor hydraulisk cylinder, der er tilsluttet en trykakkumulator - et princip, som virksomheden har taget fra flere af stubharverne i produksortimentet.
- Konstruktionen er dog lidt kraftigere på grubberen, og via det hydrauliske system kan vi lægge op til 1.900 kilos tryk på spidsen, fortæller Ulrik Villadsgaard, fra Dal-Bo.
- Selve tanden, eller sliddelen om man vil, er speciel i forhold til, hvad der ellers er på markedet. Den består af en næsten vandret liggende plade i 170 millimeters bredde. Ideen er at løfte jorden, men at undgå opharvning af råjord, forklarer Ulrik Villadsgaard.
Tænderne er boltet om et kraftigt profilrør, hvilket giver mulighed for at variere tandafstand samt antallet af tænder på rammen.
Som standard styres arbejdsdybden på den liftophængte Heavy Cult ved at hæve og sænke liftarme. Men på Agromek viser det sydjyske firma en tre-meters model med en stor fladjernsvalse. Valsen fungerer som bærevalse og pakker samtidig jorden, mens den retter overfladen af.
Kraftigere konstruktion på have
På opfordring fra flere forhandlere har Dal-Bo også udviklet en moderne kulturharve. Harven har fået en stjerne til Agromek.
- Kunderne har ønsket en kraftig konstruktion, der kan holde til intensiv brug. Det samme gør sig gældende med tænderne. Derfor har vi lavet tænderne i 10 millimeters godstykkelse med en bred fjederbøjle, siger Allan Pedersen fra Dal-Bo.
- Det største problem ved traditionelle kulturharver har typisk været, at tænderne har haft vanskeligt ved at holde. Det skulle der være rådet bod på med Cultimax, fortsætter Allan Pedersen.
Tænderne er fordelt på syv rækker, hvilket giver stor gennemgang i harven, og Cultimax er som standard udstyret med otte dybdehjul.
Harven fås i arbejdsbredder på 6,5, otte og ni meter. Transportbredden er for alle modellerne under tre meter.